søndag den 12. maj 2013

Den endelige beslutning

Jeg har i meget lang tid gået og tænkt på, om jeg skulle tage min tredje praktik i udlandet :)
Men det var for mit vedkommende ikke en beslutning, der kunne tages på 5 min. Der var mange ting, at tage hensyn til, og både fordele og ulemper forbundet hermed.
Det skal siges, at jeg er rigelig tryghedsnarkoman, og kan egentlig godt lide lille Sønderborg, hvor jeg har familie, venner og arbejde.. Men det var måske også på tide, at jeg tog en beslutning om at rejse ud i verden, og få nogle oplevelser og erfaringer med i rygsækken ;)
En af de ting, der gjorde mig lidt utryg ved tanken om at skulle ud i den store verden helt alene var også, at jeg ikke er så god til at snakke engelsk, og har aldrig rigtig været det. Men jeg har mod på at tage udfordringen op, og jeg håber, at jeg nok hurtigt skal blive bedre til engelsk, når jeg skal bruge det hver dag, og det er det eneste de forstår. Jeg bruger det heller ikke ret meget herhjemme i Danmark, men skal nok få det lært, hep hep :P

Jeg besluttede mig endeligt for, at benytte mig af muligheden om at komme et halvt år til udlandet under min uddannelse. Jeg tænkte, at det ville være en god mulighed for at komme ud af opleve verden med fast arbejde, et sted af bo, og med SU'en på lommen, og nogen (seminariet), der kunne hjælpe en lidt på vej.
Det ville være anderledes, og muligvis mere kompliceret, hvis man rejste efter, at man var blevet færdiguddannet. Jeg valgte ikke, lige som mange af mine veninder, at tage et sabbatår efter gymnasiet, hvor man kunne tage ud af rejse, og opleve verden. Jeg startede på min videregående uddannelse lige efter min studentereksamen.

Nu havde jeg besluttet mig for, at jeg ville af sted, men hvor i alverden skulle jeg tage hen???
Mange muligheder lå åbne!
Først var det London, der fangede min interesse, men måske var det alligevel lidt for tæt på derhjemme.
Så jeg undersøgte mulighederne i Kina, Japan, New Zealand, Australien, Afrika og Filippinerne.
Der var fordele og ulemper ved alle landende...
Jeg læste endnu flere rejsebreve, fra studerende, der havde været i udlandspraktik,
og pludselig faldt jeg over et vældig interessant et, fra en pige, der havde været i Malaysia.
(Jeg har været i Malaysia for en del år siden med familien, hvor vi besøgte mine forældres venner, som var udstationeret der i nogle år).
Rejsebrevet var ikke så detaljeret, så jeg fik kontakt til hende, der havde skrevet det. Hun var rigtig sød, og ville gerne svare på alle mine spørgsmål.
Det lød som et super godt praktiksted og et spændende land. Jeg havde fundet det sted, hvor jeg ville til.

Nogle af de ting jeg lagde vægt på, når jeg ledte efter et godt praktiksted  var, at det var en pædagogik, som jeg kunne stå inde for. En der var anderledes fra den danske, men heller ikke alt for skræmmende (Kina). Det er selvfølgelig vigtigt, at finde et godt praktiksted, men for mig var det mindst lige så vigtigt, at finde et land, hvor jeg kunne føle mig godt tilpas i. Jeg ville gerne kunne færdes rundt alene uden at være rædselsslagen for at blive overfaldet. Jeg kommer til at skulle arbejde ca. 30 timer i ugen, og så kan man jo hurtigt regne ud, at der er rigtig mange timer tilovers hver eneste uge, hvor man skal leve sin hverdag i det fremmede land. Så derfor havde landet også en stor indflydelse på mit valg. Det ville være en fordel, hvis der var god infrastruktur i landet, nogle gode internationale supermarkeder og varmt vejr kunne os være rart :D

Jeg synes også, at det er rigtig svært, at tage en beslutning om, hvad der skal ske så langt ud i fremtiden. Dette praktikophold skal planlægges næsten et år i forvejen (eller aftalen skal i hvert fald være helt på plads 7-8 mdr før praktikstart). Og hvem ved hvordan mit liv ser ud om et år, og hvad jeg tænker om det hele på det tidspunkt.
Men efterhånden som aftalen kommer mere og mere på plads, synes jeg også at ventetiden bliver mindre. Jeg er sikker på, at tiden indtil jeg skal af sted nok skal gå rigtig stærkt. Jeg tænker på det hver dag.

Mht til de lidt mere praktiske ting, så har jeg valgt at beholde min lejlighed herhjemme. Den skal muligvis fremlejes, men det har jeg ikke helt besluttet mig for endnu.
Da det åbenbart er rimelig dyrt i Kuala Lumpur har jeg besluttet mig for, at undersøge mulighederne for at leje et værelse hos en engelsktalende familie, men det er ikke kommet helt på plads endnu.

Status er nu, at institutionen Young Explorer er meget interesserede i at få mig som deres praktikant, og vi er ved at aftale et møde/jobinterview over skype ;)