Praktiknotat 3: Om det pædagogiske grundsyn og menneskesyn i Malaysia med udgangspunkt i Montessori pædagogikken

Montessori er en pædagogik, der på nogle punkter minder om den danske, men på andre punkter er meget anderledes. Mange af grundelementerne omkring, hvad et barn skal kunne er det samme, fx skal man i begge lande i børnehaven lære at lytte, vente på tur og kende til bogstaverne i alfabetet, men måden man praktiserer det på er forskellig. Fx lærer børn i Malaysia tingene på ”den hårde måde”(øv igen og igen indtil det lykkedes, selvom det er kedeligt), hvorimod danske børn mere lærer gennem leg.
Montessori er en pædagogik, hvor der er balance mellem struktur og frihed. Frihed dog indenfor nogle klare grundregler. Barnet får fx af vide, at det skal vælge noget fra reolen med praktiske aktiviteter, men har så selv frihed til at vælge blandt de 18 aktiviteter på reolen, og det materiale som barnet vælger, skal bruges på den eneste rigtige tidligere instruerede måde. Alle børn skal også øve tal og bogstaver, men barnet får ofte valget imellem at lave sprog/tal arbejdet nu, eller efter den aktivitet det er i gang med. Dermed bliver barnet ikke afbrudt i sin leg, og tvunget til noget, som det ikke har lyst til. Men barnet kan heller ikke slippe helt for det lidt kedeligere arbejde. Nogle børn kan dog fx rigtig godt lide at arbejde med bogstaver, og får derfor også lov at lave mere end to sider i deres bog om dagen.
Alt skal fra lærernes side planlægges ned til mindste detalje. Når alt er planlagt og intet er tilfældigt viser det, at lærerne har styr på det, og ved, hvad der er bedst for børnene, og udnytter begges tid mest muligt. Der er en mening med alt. Forældrene har stor indflydelse på, hvad børnene skal lære. Hvis en forælder ønsker at deres treårige barn skal lære at læse, så skal skolen nok sørge for, at der dagligt bliver øvet med barnet. Omgivelserne/klasseværelset har også en stor betydning for, hvordan læringen foregår. Og vi som lærere er en del af miljøet. Hvis klasseværelset roder og lærerne er ustrukturerede smitter det af på børnene.

Det generelle menneskesyn i Malaysia er også anderledes end det danske, men har visse lignende træk. Montessori ser børn som individuelle individer med et stort potentiale for læring, hvilket bør udnyttes. Derfor skal børnenes tid ikke spildes på leg, men derimod bruges på indlæring. Barnets alder spiller en rolle for, hvor meget de kan lære, men det 0-6 årige barn skal lære størstedelen af alle fremtidige færdigheder i denne alder. Montessori mener også, at barnet bedst alene, når det ikke bliver forstyrret af andre børn. Børn ses også som ligeværdige, alle skal have lov at sige noget (hvis det holder sig inden for emnet der tales om). Børn må på ingen måde sættes op mod hinanden, og ved konkurrence skal der være præmie til alle.

Malaysia og Danmark har også en homolog problematik omkring forældre i dagens samfund. I dag gør forældrene stort set alt for deres børn. Fx behøver et treårigt barn ikke selv at gå - det bliver båret eller kørt i klapvogn. Det behøver ikke spise selv, hvis det ikke har lyst - forældrene mader bare barnet. Det behøver ikke selv tage tøj på, - forældrene gør det for dem, måske fordi det er nemmere / hurtigere. Men, at forældrene gør alt for børnene er ikke den rette løsning. Især Montessori går meget op i, at barnet skal være selvstændigt, men de skal også kunne tænke selv, selv om der i Montessori miljøet ikke er overladt noget til tilfældighederne og alt arbejde kan kun udføres på en bestemt måde. Børn kan meget mere end man tror, fx er det de færreste forældre, der lader deres treårige barn selv hælde mælk op i deres glas, da de gerne vil undgå mælk udover hele bordet. Men hvis barnet aldrig får lov at prøve lærer det det heller ikke. Montessori gør meget ud af, at barnet kan og skal selv. Samtidig er det en pædagogik, hvor børnene konstant observeres. Det gælder også med hensyn til deres selvstændighed. Vi som pædagoger eller lærere skal observere børnenes behov; har det lyst til selv at hælde op i sit glas, eller føler det sig usikkert og har brug for assistance? Det samme er tilfældet, hvis et barn vipper på en stol, så mener Montessori, at man først skal forstå, hvorfor barnet vipper på stolen. Hjælper det barnet, så det bedre kan koncentrere sig, så skal man ikke afbryde barnet. Men hvis det forstyrrer de andre børn eller er farligt skal han straks have af vide, at det ikke er tilladt.

Montessori opfatter barnet som en absorberende svamp eller et konstanttændt kamera, hvis potentiale skal udnyttes. Det betyder, at barnet opfatter alt, hvad du gør og siger og imiterer alle dine bevægelser. Denne måde at se barnet på kender vi også i Danmark, hvor vi ofte hører sætningen: ”Barnet gør ikke, hvad du siger, men gør hvad du gør”. Det nytter heller ikke, at vi bruger benet til at skubbe stolen ind, men siger til barnet, at det skal skubbe stolen forsigtigt ind med begge hænder, eller at vi hiver en rød bakke ud i fuld fart med en hånd, når vi har vist barnet, hvordan det forsigtigt skal bære bakken med begge hænder. Og selvom man måske ikke tror, at barnet lytter, når de voksne snakker indbyrdes skal man stadig snakke høfligt, da barnet opfatter mere med end man tror. Derfor er vores tonefald også vigtigt. Montessori siger, at det er vigtigt, at vi taler til barnet på en positiv måde selvom barnet har begået en fejl. Vi skal styrke barnets indre lyst til at lære. Hvis et barn konstant bliver irettesat har det ikke lyst til at lære noget nyt i frygt for at begå fejl og få skæld ud. Montessori siger også, at børnenes arbejdsproces skal roses frem for det færdige produkt.

I tilrettelæggelsen af aktiviteter bliver der ikke taget udgangspunkt i børnenes egne ønsker. Man gør alt for, at børnene skal lære mest muligt hurtigst muligt. Der lægges ikke så stor vægt på det sociale blandt børnene, de får bare af vide, at alle er venner med alle. Jeg ser ikke børn, der bliver støttet i, at det er i orden at begå fejl, og de bliver ikke hjulpet i at bevare troen på sig selv. Montessori siger, at hvert enkelt barn skal hver dag føle sig værdsat og betydningsfuldt, dels fordi det er det – og dels fordi en god selvværdsfølelse er en betingelse for en sund udvikling. Men det man ser i praksis er desværre ikke altid helt det, som de siger – og skriver omkring deres egen pædagogik. Nogle lærere er bedre end andre til at give komplimenter til børnene, så selvom man har en god pædagogik kræver det også rigtig gode pædagoger/lærere, der holder af børn og arbejder indenfor den pædagogik skolen har og som de i sin tid lærte under deres Montessori uddannelse.

Kort sagt; Når man arbejder indenfor Montessori pædagogikken, arbejder man med at give børn praktiske færdigheder og opmuntre dem til at lære at klare sig selv, leve sikkert og udvikle ansvar for egne handlinger og eget liv.

Montessori beskriver "Det normaliserede barn" som:
* Confident (selvsikker)
* Independent (selvstændig)
* Well - coordinated (velkoordineret)
* Socially well - adjusted (social veltilpas)
* Positiv, happy and motivated (Positiv, glad og motiveret)

Praktiknotat 2

Mine oplevelser og refleksioner over det at være i udlandspraktik

Jeg har nu været i praktik ved Tree Top House i Kuala Lumpur, Malaysia i to måneder. Kort sagt, så er jeg sikker på, at det er og bliver en oplevelse for livet. Specielt de første par uger på praktikstedet var meget spændende, men også udfordrende, og utrolig hårdt psykisk. Jeg var ny og følte mig meget fremmed. På arbejdet gjorde jeg alt, hvad jeg kunne for at følge med i dagens forløb og deltage i lærernes opgaver, men alligevel følte jeg mig meget som et uopdraget barn, der konstant blev irettesat på en negativ måde.
Jeg er sikker på, at jeg også gennemgår en kæmpe personlig udvikling mens jeg er her. Jeg har valgt at tage alene af sted i modsætning til mine medstuderende i udlandspraktik, men det har også haft sine fordele. Dog er jeg meget glad for, at jeg ikke valgte at bo alene. Værdsætter meget familien jeg bor hos.

Jeg har allerede nu fået et indblik i måder at arbejde på, som er meget anderledes end de arbejdsmetoder, som jeg har arbejdet med i Danmark. Struktur, disciplin og perfektionisme fylder meget i børnenes hverdag. De kan være glad for, at de har fået mig, som er meget struktureret og perfektionistisk frem for et ungt ustruktureret rodehoved. Jeg har også fået et helt andet perspektiv på min grundpædagogik, i en kort periode var jeg faktisk i tvivl om, hvad jeg havde lært og var god til. De gjorde mange ting på en ”mærkelig” måde, som var langt fra, hvad jeg mente var det bedste for børnene. Men jeg prøver så godt som muligt at tilpasse mig deres kultur uden at gå imod mine egne grundprincipper. Fx var det meget svært for mig at bede børnene om at rydde op og finde på noget andet at lave efter blot 5-10min, da børnene ikke når at komme i flow, når de bliver afbrudt på den måde. Jeg lod oftest de andre lærere tage sig af denne opgave, men nogle gange blev jeg direkte bedt om at gå hen til et barn og afbryde barnet i det han/hun var i gang med. Børn gør hvad du gør, derfor ville jeg også gerne sidde sammen med børnene i stedet for at gå rundt og irettesætte, men det kunne jeg ikke få lov til.

Før jeg tog af sted havde jeg læst noget om Montessori pædagogikken, men havde alligevel ikke forventet så meget struktur, orden og disciplin blandt små børn. Jeg har været rigtig glad for det lille montessori kursus jeg har været på hernede, da der er rigtig mange gode ting i deres pædagogik. Jeg har haft rig mulighed for at kunne sætte min egen faglighed i perspektiv og reflektere over den, da jeg har gjort mange ting på andre måder, end jeg er vant til, tidligere nævnte eksempler. Jeg mener, at det er vigtigt, at man husker, at man jo ikke er kommet om på den anden side af jordkloden for at se en dansk pædagogik, eller for at omvende deres pædagogik til en dansk. Mit råd til mig selv, og andre er, at man skal være åben og nysgerrig, og se tingene fra deres kultur. Reflekter over, hvorfor de gør som de gør, og hvordan det giver mening for dem. Husk at holde dine observationer op mod deres pædagogik og ikke altid kun din egen. Prøv at ligge dine personlige pædagogiske holdninger på hylden, men samtidig ikke glemme alt, hvad man har lært, og står inde for mht. pædagogik og børn. Lad vær med at sammenligne, men tag derimod det med, som du kan bruge, og ryst på hovedet over de tossede ting de gør (indvendigt eller når du er alene selvfølgelig). Men set fra den positive side, så har jeg også lært en masse, og fået nogle gode idéer og inspiration, som jeg glæder mig til at tage med hjem, og afprøve i praksis i de danske institutioner.

Jeg vil helt klart anbefale andre at tage i udlandspraktik. Det er en stor beslutning; det er jo ikke bare en 14 dages ferie eller et enkelt besøg i en institution, men et praktikophold i seks måneder. Man skal bestemt ikke kun gøre det for at pynte med interkulturelle kompetencer på cv’et. Der er mange ting man skal overveje før man tager af sted. Kan man klare at se en meget anderledes form for børnepasning – og opdragelse, og leve i denne fremmede kultur? Og hvad med dem derhjemme? Heldigvis har jeg fra starten haft det sådan, at uanset hvor hårdt det ville blive, ville jeg tage det som en udfordring og komme igennem de seks måneder. En af udfordringerne blev dog lidt for stor for mig, og jeg bad om at skifte klasse, hvilket løste problemet, og jeg er nu glad for at gå på arbejde om morgenen. Ang. dem derhjemme, så er internettet heldigvis opfundet. Uden internet ville det være svært, men når man har facebook og Skype, så føltes det alligevel ikke som om familien og vennerne er 9685km væk. De syv timers tidsforskel vænner man sig også til.

Efter jeg er kommet hjem om fire måneder tror jeg, at jeg vil være blevet mere åben overfor fremmede kulturer, mere moden, fleksibel, selvstændig, god til at finde andre måder at løse problemer på, og god til at tilpasse mig en anden kultur, hvilket er gode fremtidsegenskaber.

Derudover kan jeg helt klart anbefale at skrive blog. Det er en god måde at komme ud med alle sine observationer, refleksioner og frustrationer. Og så behøver man ikke at gentage sig selv 100 gange til hele familien og alle vennerne. Man kan få det hele noteret, og kan være meget lærerigt at læse selv om nogle mdr.

Praktiknotat 1: En beskrivelse af min praktikinstitution

Min tredje praktik er i en international børnehave i Malaysia. Institutionen hedder Tree Top House, og ligger på adressen 10, Jalan U-Thant i hovedstaden Kuala Lumpur. De har åbent alle hverdage fra 8.30-17.30.

Tree Top House er en institution med børn i alderen 18 måneder til seks år. Og børn fra 45 forskellige lande. Institutionen har et kontor med to ledere, og to kontorassistenter. Der er ca. 45 ansatte, hvoraf størstedelen har en uddannelse og 12 stuer, hvor børnene er opdelt efter deres præcise alder (der er flest børn omkring 2-3 år, og overtal af drengebørn). Der er 20-33 børn på hver stue. Ved vuggestuealder børnene er normeringen 1 voksen til 5 børn og ved de treårige er den 1-7 og ved de seksårige er normeringen 1-9. I hver klasse må der være ét barn med indlæringsvanskeligheder (i min klasse er der en dreng med Downs Syndrom og uden verbalt sprog). Børnene bærer skoleuniform og forældrene betaler omkring 45.000 kr. pr. år for at have deres børn går der (billigt i forhold til andre skoler i KL).

Institutionen kører efter Montessori pædagogikken, som kort sagt er en pædagogik, hvor fri leg ikke er en nødvendighed. Tilgangen til opdragelse og undervisning er meget naturvidenskabelig og praktisk anlagt. Stort set alt legetøj relaterer til noget praktisk i det voksne liv (sy, hælde vand, folde servietter, spise med pinde, skrue skruer, samle ting op med pincet, åbne og lukke knapper). Alle materialer er fremstillet, så de kun har en korrekt funktion, som børnene skal kunne udføre uden voksnes hjælp. Børnene styrkes ved at blive støttet i deres egen virksomhed, initiativer og selvstændighed. Derudover er der rigtig meget struktur og disciplin.

Jeg er på en stue, hvor der er 4 voksne og 32 børn på omkring 4½ år.

Jeg møder kl. 8, hvor jeg starter med at udføre mine daglige pligter, som er at fjerne de lagner, der har dækket reolerne siden dagen i forvejen, tage stolene ned på gulvet, tørre støv af på 1/3 af reolerne i klassen, sørge for at der er nok tegnepapir i bakken, spidse blyanter og gøre trolleyen klar til frokost med duge, servietter, to størrelser tallerkner, bestik og krus.

Børnene møder omkring 8.45-9.15, og deres dag ser ud som følgende:

8.45 Velkomst (skoene tages af, tasken sættes på sin plads og drikkedunken i en kurv, og hvis børnene ikke har spist morgenmad hjemmefra, har de mulighed for at gøre det). Indtil 9.30 kan børnene frit vælge, hvad de gerne vil lege med (dog arbejder hvert barn med hvert sit materiale, undtagen hvis man vælger byggesættene, så må tre børn sidde sammen omkring en lille måtte).

9.30 Er der gruppesamling, hvor der ofte synes nogle sange og praktiske informationer om dagen gives. Der efter sker det ofte, at den ene lærer gennemgår noget af ”legetøjet” for børnene. Børnenes legetøj er ikke rigtig legetøj, men praktiske og lærerige ting placeret på individuelle bakker. Til gruppesamlinger bliver børnene instrueret i at bruge materialerne på den eneste rigtige måde.

10.30-10.50 Først bliver børnene spurgt ind i insektcreme, og så er der fri leg udenfor (ofte kun 1-2 gange i ugen). Der er mange børn og en lille legeplads med mulighed for at løbe, ruche, gynge eller spille bold.

10.50-11.20 Børnene kommer ind igen og får noget vand at drikke og derefter bliver børnene oftest delt op i tre grupper med en lærer i hver gruppe, der præsenterer dem for noget andet materiale eller øver bogstaver el. lign med dem.

11.20-11.50 Børnene får lov at arbejde med noget individuelt materiale, læse en bog eller tegne. Derefter skal de vaske fingre, og de voksne + et barn dækker bord til frokost med bordkort.

11.50-12.20 Børnene spiser frokost (mad lavet på skolen) og dessert, som er frugt og yoghurtdrik.

12.20-13 Højtlæsning (ofte af børnenes medbragte prinsesse eller spiderman bøger). Under højtlæsningen lytter lærerne til højtaleren i klassen, hvor navne på de børn, hvis forældre er ankommet skal gå hjem.

Nogle børn har nogle hold, som de går til om eftermiddagen fx Mandarin (kinesisk sprog), musik, ballet, læsning eller drama. Og så er der også et 13-15 program, hvor der ofte laves noget kreativt. De børn der skal være der indtil omkring 17.30 får først et bad, og skal derefter sove til middag uanset alder. Derefter får de skiftet tøj og får en snack. Senere er der forskellige gruppeaktiviteter for børnene, højtlæsning, og fri leg indenfor/ udenfor i en halv time.

I løbet af ugen har børnene også 15 minutters gymnastik, to gange en halv times mandarin og 20 minutters leg med vand udenfor.

Jeg har fri kl. 15, og indtil da laver jeg oftest noget kreativt i klassen, rydder op, klipper materiale, der er blevet lamineret eller læser. Og hver anden torsdag står min klasse for eftermiddagsprogrammet.