Kan I se det? ;)

1 måned efter hjemkomst

I dag er det den 6. september, hvilket betyder, at jeg har været tilbage i Danmark præcis én måned.
Jeg havde vist sagt, at sidste indlæg blev det sidste, men har alligevel valgt at lave et enkelt indlæg mere.
Må indrømme, at jeg lidt savner at skrive her på bloggen. Det er ikke det helt store, der er at skrive om, efter at jeg er kommet hjem, men lidt kan man vel altid fortælle. Min mormor savner vist også nye indlæg - hun er startet forfra med at læse hele bloggen ;) Jeg har egentlig også planer om at læse det hele igen. Jeg får nogle gange stillet nogle spørgsmål, som jeg ikke helt kan svare på. Måske vil jeg kunne, hvis jeg læser bloggen igen. Det drejer sig fx om, hvad jeg helt præcist har lært ved at være af sted, og hvordan jeg har udviklet mig, og hvorfor det var så anderledes. Det er sket langsomt, så jeg har ikke lagt så meget mærke til det, men jeg er sikker på, at hvis jeg læser noget af det gamle vil jeg kunne se forskel fra, hvad jeg tænker om tingene i dag. Men andre ting har jeg bestemt ikke glemt eller overset. Jeg husker tydeligt den første måned i institutionen, som nok har gjort størst indtryk på mig. Folk har også spurgt mig, hvad det bedste har været, jeg tror jeg vil svare ø-turen til Tioman med Zafran og Keimpe. Beslutningen om at tage af sted har nok været den største beslutning jeg har taget længe, og jeg har bestemt ikke fortrudt (nærmere fortrudt, at jeg tog hjem, haha.. Bare pjat..) Da det for første gang gik op for mig, at jeg skulle af sted, og være væk i et halvt år, var det med blandede følelser, men senere har jeg været så glad for at jeg tog beslutningen, og vil opfordre flere til at gøre det samme. Det er med få ord en oplevelse for livet.
Desværre føler jeg stadig at jeg bliver nødt til at begrænse mine historier om KL, da jeg indimellem får et indtryk af, at folk ikke kun gider høre om mine fantastiske oplevelser fra KL.
Efter jeg er kommet hjem har jeg os været meget følelsesladet, og i perioder haft let til tårer, men nu går det bedre.

Bloggen har haft stor betydning for mig mens jeg har været væk. Jeg oprette den mest for at mine nærmeste venner og familie kunne følge med i mit liv på den anden side af kloden (og så jeg ikke skulle gentage for mange gange på Skype m.m.). Men rigtig mange af mine bekendte, og folk som jeg ikke kendte har læst med, hvilket har været dejligt, og jeg er blevet rost på min måde at skrive og fortælle på - tak.
Jeg må indrømme, at jeg både har grinet højlydt over mine skønne og sjove minder, som jeg har skrevet om på bloggen, mens jeg andre gange også har grædt en tåre, fordi det jeg skrev var så betydningsfuldt for mig og til tider svært at skrive ned. Nogle ting har været nemme at sætte ord på, mens andre har været næsten umulige.
Jeg lavede et langt indlæg ca en uge efter min hjemkomst, dette er muligvis en fortsættelse deraf.
Jeg er ved at have vænnet mig til at være tilbage i Danmark, men så alligevel ikke helt. Jeg er begyndt at være glad for at bo i min egen lejlighed igen, og har fået lavet en masse mad og bagt i køkkenet. Indimellem er der dog et par ting, der kan være svære at finde, og jeg har taget mig selv i at stå at hakke løg (hvilket jeg hader) i stedet for at bruge min smarte løghakker.
Har holdt "velkommen hjem" fest for mig selv, og haft en del besøg - skønt.
Jeg har vist heller ikke fået fortalt, at jeg har haft besøg af min første værtsfamilie. De rejste jo hjem nogle måneder før mig, og var så tilfældigvis i nærheden weekenden efter jeg kom hjem. Det var super dejligt at se dem igen og snakke om, hvordan det var at være kommet hjem igen. Det havde heller ikke været helt nemt for dem. De var en super værtsfamilie, og takker dem mange gange for at ville have mig boende. En stor byrde lettede, da jeg endelig havde et sted at bo. Jeg har stadig billedet af pigerne stående, som jeg fik i afskedsgave.


Første gang da det gik op for mig, at jeg ikke skulle tilbage til KL foreløbig var nok da vi kørte over broen, men de efterfølgende dage tænkte jeg også meget på det. Nu tænker jeg i stedet på, hvornår jeg kan rejse tilbage.
Jeg fortalte en af mine veninder, at jeg godt kunne tænkte mig at komme tilbage til KL (ikke flytte derned permanent, men bare en måneds ferie, fx i februar, når jeg er færdiguddannet). Hun kunne slet ikke forstå, at jeg ikke var vildt glad for at være hjemme igen, og hvorfor jeg allerede ville tilbage til KL. Hun havde hørt fra en af de andre udenlandspraktikanter, at han havde det på samme måde. Min veninde sagde, at vi jo stadig var danskere, og kun havde boet i udlandet i seks måneder, hun undrede sig over, at man kunne savne det så meget allerede.
Jeg kan forestille mig, at det må være svært at sætte sig ind i, hvis man aldrig har været væk hjemmefra i mere end tre uger på ferie med familien el.lign. Jeg var som sagt alene af sted, hvilket gjorde at jeg havde ekstra brug for at finde en omgangskreds dernede. Det lykkedes, og jeg savner dem nu alle helt vildt. Både mine værtsfamilier, mine kollegaer, forskellige bekendte, og mine to helt fantastiske og undværlige venner. Jeg havde opbygget en omgangskreds og en hverdag, hvilket jeg alt sagde farvel til for en måned siden. Det var hårdt, at rejse derfra, men faktisk endnu hårdere at komme hjem igen. Jeg var blevet advaret om kulturchokket, når jeg kom hjem, men det har alligevel været rigtig hårdt psykisk. Jeg har haft gode dage, hvor jeg har nydt at være hjemme, og så har der været dage, hvor humøret har været i bund og savnet har været stort.
En helt anden ting, som jeg savner helt vildt, er det at snakke engelsk. Jeg var så stolt af mig selv, og virkelig glad for, at jeg var blevet så god til at kommunikere på engelsk. I starten var det hårdt, men til sidst nød jeg det. Nu er jeg bare så bange for, at jeg kommer til at glemme det, når det ikke bliver vedligeholdt. Jeg snakker nogle gange engelsk til /med mig selv, nogle gange mere bevidst end andre. Jeg vil gøre alt for ikke at glemme det. I starten kom jeg nogle gange til at bruge engelske ord i mine danske sætninger, fx sagde jeg: "Jeg hørte du sagde something", men det sker desværre ikke mere. Jeg prøver også at skrive med mine engelske venner. Pt har både Zafran og Keimpe dog meget travlt med skolen, så vi snakker ikke så meget sammen - savner dem helt vildt. Jeg vil meget gerne til Holland og besøge Keimpe, men det er svært midt i eksamensperioden, og når han har meget travlt med skolen, men det skal lykkedes. Tænker nogle gange på, hvad jeg vil vise Zafran i Danmark, hvis han nogensinde kom hertil. Han vil gerne herop, men det er svært, at spare så mange penge op, når man bor i Malaysia, og selv skal betale for sin uddannelse.

Som jeg også skrev i sidste indlæg er alle mine veninder rejst fra byen. Det er hårdt at undvære dem, savner især Anne og Stine. Jeg nåede at være en del sammen med Stine inden hun rejste til Barcelona, men savner de der impuls og uformelle møder. Anne så jeg først noget tid efter jeg var kommet hjem. Det var skønt endelig at se hende (og ikke gennem en computerskærm), men der var et par ting, der havde gjort, at savnet til KL var ret stort de få dage hun var hjemme. Jeg følte ikke rigtigt, at jeg havde overskud til at være sammen med hende, jeg var ikke afslappet. Mine tanker var et andet sted, men jeg ville samtidig gerne se hende, når hun nu var i nærheden, og kun i et par dage. De dage havde jeg egentlig mest lyst til bare at være alene. Det havde intet med hende at gøre. Nu glæder jeg mig dog til, at vi skal være sammen i efterårsferien, og bare nyde det.
Lige de dage ville jeg egentlig helst bare have siddet hjemme alene, mens jeg andre dage helst kun vil være sammen med andre, og holde mig selv beskæftiget (ja, jeg er ikke nem at stille tilfreds).
Jeg læser nu på syvende semester, hvilket betyder, at jeg mere eller mindre skal sidde alene hjemme foran computeren og skrive eksamensopgaver, det næste halve år.
Utroligt så meget man tænker, når man bare går rundt derhjemme.... Kedsomhed og savn er en dårlig kombination.
Nå men 22. januar er jeg altså færdiguddannet pædagog, klar til at søge job, og pludselig voksen! Puha...

Og så lige lidt om min mor. I sidste indlæg skrev jeg, at jeg ikke havde set hende så meget efter jeg var kommet hjem, men det har ændret sig siden. Har været rigtig meget sammen med hende, og nyder at være hjemme ved hende igen. Vi har været meget sammen, og nu græder jeg ikke længere, når jeg cykler derfra. Jeg er hjemme de fleste dage, og hun har en del vagter og fridage, så vi kan være sammen, når andre er på arbejde/ i skole. Vi har endda startet vores egen lille løbeklub. Det er dejligt at have fået en løbemakker, og de overflødige kilo fra Malaysia skal væk, så jeg kan passe mine bukser igen, til når det bliver koldt i Danmark.
Jeg havde lidt glædet mig til at komme hjem til lækre lange bukser, bløde sweatre og mine allstar sko, men det ændrede sig efter et par dage, så savnede jeg at kunne gå i kjole og sandaler.

Til sidst et par små historier, som jeg har haft skrevet ned på en lille notesblok, men aldrig fået med på bloggen (tror jeg i hvert fald ikke):
Den sjoveste først. En pige og jeg leger fangeleg på legepladsen. Det er meget varmt, og jeg havde lange bukser på (det var lige efter arbejde, havde ikke nået at skifte). Jeg svedte meget, og bad om en pause. Pigen sad på klatetårnet og jeg stod overfor. Vi snakkede lidt, og hun konstaterede, at jeg svedte. Hun kørte sin finger ned langs min næse, hvorefter hun puttede den i munden. Jeg var meget chokeret over hendes handling samtidig med at jeg væmmes ved at hun lige havde smagt på mit sved. Hun sagde, at det smagte af mig, og vi grinede begge højt.
En pige på skolen fortalte mig en dag, at køer ikke brugte læbestift, ikke engang pige køer. Åh de kære små <3
Samme pige fortalte mig om en dame, der var gravid. Hun var sikker på, at babyen ville blive en pige, da den gravide var en pige, hehe. Jeg turde ikke spørge, hvem der så fødte drengebørn. 
Et eksempel på skolens hierarki. En køkkenmedarbejder var ved at tage noget drikkevand, da jeg kom ned i køkkenet for at fylde min drikkedunk. Jeg stillede mig ved siden af, men hun undskyldte og flyttede sig, så jeg kunne komme til før hun var færdig.
En dreng fik af vide, at han kun måtte få fem stykker frugt, læreren viste fem med fingrene. Drengen slog en high five i lærerens hånd og satte sig ned på sin plads uden at ligge de to ekstra stykker frugt tilbage. 
Jeg har os bare haft så mange fantastiske oplevelser, som man ikke ville kunne have fået her i Danmark. Jeg kom bl.a. lige i tanke om en ting kaldet bioluminescent phytoplankton bacteria, som kan ses her på billedet:

Jeg så det dog ikke i lige så ekstrem grad som her på billedet. Men nok nærmere som det ser ud mellem vandkanten og linjen længst til venstre. Det var på pangkor Island, da det var mørkt. Guiden fortalte mig, at det var en slags plankton, som havde en selvlysende effekt. Man kunne tage det op på fingrene os se lyset, der lidt efter forsvandt igen. Helt fantastisk. Det lykkedes mig dog ikke at tage et ordentligt billede, så lånte lige dette på nettet.