onsdag den 15. april 2015

Endnu en skøn uge er gået

Den første uge hernede fløj afsted. Jeg havde meget længe glædet mig til at komme tilbage til Kuala Lumpur. Den første uge blev derfor brugt på at mødes med Zafran, Tree Top House Kindergarten og hvem jeg ellers havde glædet mig til at se igen. Fik også afprøvet poolen og besøgt forskellige shoppesteder. Hele uge nummer to skulle egentlig også have været brugt i Kuala Lumpur, men pga. Zafrans eksamener valgte vi at rykke vores Thailand tur fremad. Jeg vil dele billeder og notater fra Thailandturen i et andet indlæg. Jeg har valgt at holde tre ugers ferie, hvilket er en ret perfekt længe. Eller dvs. jeg elsker Kuala Lumpur, og ville gerne blive her meget længere, men når jeg nu skal hjem, så er tre ugers gensyn ret fint. Jeg har nået alt det jeg gerne ville og den sidste uge kan nu bruges på ren afslapning ved poolen eller hvad jeg nu finder på, har ikke rigtig mere jeg vil/skal nå :)
Nu vil jeg fortælle om, hvad jeg ellers har brugt min ferie i Kuala Lumpur på.
Min frokost en dag, hvor jeg var i Midvalley for at shoppe (og kigge efter verdens mest behagelige sorte ballerinasko, som de desværre ikke havde). Delicious er en virkelig god resaurant, og min favorit menu er kyllinge avokado wraps, salat og fritter og passions smoothie ;)
Alene på restaurant, ville jeg ikke have turde for fem år side :P

 Aftenerne bliver ofte brugt på værelset med Big Bang Theory. Meget rart at have sin computer med.
Som sagt havde vi besluttet at tage til Thailand tidligere end oprindelig planlagt. Min udlejer var så venlig at fortælle mig, at jeg skulle huske at søge om visum. Det havde jeg da ikke lige tænkt på. Jeg vidste godt, at jeg boede i et kvarter med mange ambassader, og at den thailandske nok var en af dem, men vidste ikke lige, at den lå SÅ tæt på, men tak til Google Maps for at fortælle mig, at det lå lige ovre på den anden side af gaden. Jeg havde ikke tjekket deres åbningstider, men heldigvis havde jeg valgt at gå derover om formiddagen. De havde kun åben for visa ansøgning fra 9.30-11.30. Jeg kom derover og fik stukket en formular i hånden, og blev derefter spurgt om jeg havde to pasbilleder og en kopi af mit pas med. Det havde jeg ikke. Manden bad mig pænt trække et nummer, så jeg ikke skulle spilde tiden, inden jeg gik tilbage til mit lejlighedskompleks for at orde kopi og billede. Kopi af passet var nemt nok. Der var et lille bitte supermarked, der også reklamerede med print og kopi. Det kostede knap 2 kr at få taget en kopi. De spurgte om jeg også skulle bruge pasbilleder, jeg sagde Ja! og derefter bad den ene kvinde mig følge med ud i baglokalet, hvor der var et hvidt lærred og et kamerastativ, og en masse andet skrammel. Jeg satte mig på den meget lille skammel og hun tog ælt mit hår helt væk fra ørene. Synes det var lidt komisk, så havde lidt svært ved ikke at grine og vise tænder, hvilket ses på billedet, hehe.. Jeg fik meget kort tid efter udleveret 6 stk pasbilleder og måtte af med den nette sum af 18 kr. I mellemtiden havde jeg fået udfyldt papirene og gik så tilbage til ambassaden. Der var stadig ca. tyve numre foran mig, og kun to skranke åbne. Jeg ventede, og kiggede rundt i det lille lokale. Jeg opdagede efter noget tid et skilt, hvor der stod, at visum kostede 130rm, og et andet skilt, hvor der stod "cash only". Min pung indeholdt kun 117rm, så jeg måtte endnu engang forlade ambassaden for at gå hjem og hente flere penge. Da jeg kom derover igen (det er en ret trafikkeret vej, så det tager tid) var der kun otte numre foran mig. Endelig blev det min tur. Jeg betalte, de tog mit pas og mine papirer og bad mig komme tilbage næste eftermiddag.
Dagen efter hentede jeg mit visum, og var klar til at tage til Thailand tidligt næste morgen.

 Favoritspise i Malaysia. Er blevet ret forelsket i de her malaysiske (usunde) pandekage lignende ting. De skal bare varmes med lidt olie på panden i et par minutter og så er de klar. De smager lidt som pandekager, men minder måske egentlig mere om wienerbrød.
Og så er jeg kæmpe fan af passionsfrugter. Som billedet diskret antyder har jeg svært ved at begrænse mig, hehe.. De smager bare så godt, de er billige og sunde.

 Heldigvis bor jeg meget tæt på supermarkedet. Det var lidt mere problematisk sidste år. Det var både meget varmt og tungt at slæbe alt dette hjem. Havde bl.a. købt en kvart vandmelon, to liter juice.
 Projekt "kan man bage boller i mikroovnen"? Jeg er ikke fan af lyst toastbrød (ligesom alle andre hernede), så derfor besluttede jeg mig for at forsøge at lave nogle boller, trods manglende ovn i lejligheden. Min mor foreslog ellers, at jeg skulle låne lobbyens pizzarias ovn, men det ville jeg alligevel ikke. Jeg havde lavet en hurtig søgning på google, og fundet frem til, at det burde godt kunne lade sig gøre. Jeg havde dog ikke lavet opskriften beregnet til mikroovn, men bare grovboller, som jeg plejer. Første forsøg fik fuld kraft på varmen, det så ud til at fungere fint, den hævede i hvert fald derinde, men efter cirka fire minutter var der nærmest gået ild inde i bollen. Den var kul sort indeni, og røg lidt, det lugtede heller ikke så godt. Forsøg nummer to blev ikke brændt, men stenhård. Forsøg nummer tre blev utrolig gummiagtig. Forsøg nummer fire blev sådan jeg lavede resten. Svag varme og cirka fem minutter. Bollerne blev selvfølgelig ikke pæne brune udenpå, men de hævede og blev ikke rå eller stenhårde, stadig lidt gummiagtige. Jeg spise en, den smagte nogenlunde, men kernerne var ikke rigtig nået at blive bløde, så de knaste lidt endnu. Jeg fik også lidt ondt i maven bagefter, så tør ikke rigtig spise de andre. Øv øv.. Så alt i alt kan det ikke anbefales.
Har stadig en finax rugbrødsblanding, ved ikke helt om jeg skulle forsøge eller bare smide ud..

Overvejede at tilbyde min udlejer en bolle, men ville være lidt synd, hvis han skulle få ondt i maven. Ser ikke min udlejer ret meget, men det gør ikke så meget. Jeg har en masse ting jeg gerne vil i Kuala Lumpur, og havde bare brug for et sted at sove. Han er også ret stor fan af røgelsespinde - det er jeg ikke.
 Billede af mig, så sommeragtigt, svedende, men glad :D
 Billedet til højre er fra et sted, hvor de laver virkelig gode pretzels, ikke som dem i tyskland, men meget bedre, sikkert også med lidt mere olie. De sælger også passionsjuice. Og så kan jeg godt lide deres slogan, snak mindre, spis mere, hehe :P passer vist godt til mig, når jeg spiser :P

 Mandag aften var jeg taget til Night Market i Petaling Jaya. Fik købt meget mere end jeg kunne slæbe, de havde så mange ting, og det var billigere end i supermarkederne. Købte bl.a. 16 passionsfrugter til 5rm selvom jeg dagen i forvejen havde købt 12 (til 18rm). Nu har jeg så 38 passionsfrugter jeg kan spise,mmm :D købte også en ananas til 3rm, og to minutter senere endnu en ananas til 3rm, denne var dog allerede skrællet. Købte også slik, og tørret ananas, dragefrugt, sko og lidt andet.

 Dagen efter jeg havde været på night market ville jeg spise nogle af de mange lækre frugter. Jeg stod op, da min udlejer var taget på arbejde og gik i gang med at lave sunde pandekager. Havregryn, æg, banan, mælk, bagepulver, ingen sukker, vaniljesukker havde jeg desværre ikke lige. Opskrift havde jeg heller ikke, så det blev bare lidt på gefüll, men de blev ret gode. Ovenpå pandekagen kom jeg små tern af alle de frugter jeg havde købt. Så lækkert og farverigt, mmm :D Fik det samme igen i dag ;)

I går aftes var jeg blevet inviteret ud at spise med fire af mine tidligere kollegaer. Det var super hyggeligt :D

Ingen kommentarer:

Send en kommentar