Interkulturel opgave

Indledning

Jeg har valgt at tage min tredje praktik i en international børnehave i Kuala Lumpur, Malaysia. Min praktikperiode startede 3. februar og slutter 31. juli 2014. Jeg har for syv år siden været i Malaysia, hvilket var en af grundene til, at jeg valgte netop dette sted. Tree Top House, som børnehaven hedder, arbejder ud fra en pædagogik, der hedder Montessori, opfundet af Maria Montessori. Jeg valgte Tree Top House, da de havde en pædagogik, som jeg ville kunne stå inde for. Den var ikke som den danske, men heller ikke fuldstændig anderledes fra, hvad jeg tidligere havde arbejdet under i Danmark.
Malaysia består ikke kun af mennesker fra en kultur, men fra mange forskellige kulturer. De folk, der bor i Malaysia er malayere, kinesere, indere og expats (udstationerede og andre immigranter). Jeg beskriver mine erfaringer med kulturforskelle i forhold til de mennesker jeg har mødt under mit ophold i Kuala Lumpur, på skolen, hvor jeg bor, mine venner og de folk jeg ser i byen.

Beskrivelse af mine interkulturelle erfaringer

De første par arbejdsdage var meget spændende. Jeg blev bare kastet ud i arbejdet uden ret meget information forinden. Jeg var meget træt om eftermiddagen og havde tusind ting at skrive ned omkring, hvad jeg havde set og oplevet. Noget af det, som jeg i starten lagde mærke til var, at de gik rigtig meget op i rengøring af klasselokalerne og sikkerhed. Alt skal dagligt støves af for at undgå, at børnene bliver syge. Noget andet jeg undrede mig meget over var børnenes ”legetøj”. Det er slet ikke som det legetøj vi ser i danske daginstitutioner. Her har børnene ingen dukker, biler, legekøkken, udklædningstøj eller perleplader og udenfor ingen sandkasse eller cykler. Børnene i Montessori børnehaven har ting på røde bakker, som de kan lege med. De kan øve sig i at folde servietter, hælde vand, flytte små ting med en pincet, sortere ting efter størrelse, lave regnestykker, matche ting og ord. Her er det vigtigt, at børnene lærer noget, og knap så vigtigt, at de er gode kammerater og er i god fysisk form. Her er der heller ikke tid til ret mange af de små hyggestunder man ofte kan have med nogle få børn, hvilket jeg i starten savnede meget. I Danmark er pædagogerne de voksne, men kan også sidde på gulvet og lege med børnene, men her er lærerne de voksne, som bestemmer og tiltales fx Miss Natasia. Jeg blev også ofte i starten bedt om at gå rundt og overvåge børnene og sørge for, at de udførte deres arbejde korrekt. Børnene er meget søde og høflige, men har også respekt for lærerne. Det tog mig også lang tid før jeg vænnede mig til, at børnene kun måtte lege udenfor 20min. om dagen. En dag i en dansk børnehave kan sagtens være stressende, men der er os mange dage, hvor det er stille og roligt, hvor børnene hygger sig, og hvor de alligevel lærer noget. Når jeg fortæller lærerne i Tree Top House om, hvad danske pædagoger laver, siger de, at vi har det alt for nemt i Danmark.

Jeg havde en kortere periode, hvor jeg ikke havde det så godt. De første par dage i institutionen var som sagt meget spændende, men derefter gik det ned af bakke. Jeg følte mig som et uopdragent barn, når jeg var på arbejde. Jeg gjorde mit bedste for at tilpasse mig, men alligevel blev jeg hele tiden irettesat. Jeg fik fx også en meget detaljeret beskrivelse af, hvordan jeg skulle klippe med en saks, hvilket fik mig til at føle mig endnu meget uduelig. Jeg havde det især svært med den ene pædagog, som heller ikke gjorde noget af det, som jeg havde læst omkring deres pædagogik forinden. Hun skældte dagligt børnene ud og udstillede enkelte børn foran alle de andre, hvilket jeg bestemt ikke brød mig om. Jeg lærte intet ved bare at skulle irettesætte børnene for ting, som for mig slet ikke gav mening, fx at børnene altid skulle sidde med korslagte ben og ikke måtte lege med noget i mere end fem minutter. Jeg måtte ikke sidde og snakke med børnene, men skulle cirkulere rundt i klassen. Der var rigtig mange ting på en gang, der gjorde, at jeg ikke følte mg godt tilpas. Det var dog ikke så slemt, at jeg tænkte, at jeg ville give op og tage hjem, men jeg måtte finde en løsning på problemet. Når jeg kom hjem fra skole stoppede problemerne ikke helt selvom jeg boede ved en rigtig sød familie. Frustrationerne forsvinder ikke i det øjeblik, man får fri fra arbejde. Jeg havde i starten ikke så meget at lave om eftermiddagen, og endnu ingen venner i værtslandet, hvilket gjorde, at jeg havde lidt hjemve i den periode. Heldigvis havde jeg familien og vennerne derhjemme, som jeg kunne skype med, men det kan være noget så frustrerende, når man har en masse man har brug for at komme ud med, og så internetforbindelsen driller. Ugen før min familie kom på besøg kunne jeg godt mærke, at jeg havde savnet dem lidt mere end jeg først troede, så det var rigtig dejligt at se dem igen.

Udover ovenstående frustrationer har jeg indtil videre nydt mit ophold i Kuala Lumpur og bestemt ikke fortrudt, at jeg er taget af sted. Jeg har boet ved en dansk familie de første tre måneder, hvor jeg følte mig meget hjemme. Når jeg var der, kunne jeg slappe af. Jeg havde det godt med familien, og nød at kunne snakke dansk og holde pause fra engelsk. Det var især i starten anstrengende at snakke engelsk hele arbejdsdagen. Familien har to små piger, som jeg tilbragte meget tid med. Familien lavede også god dansk mad, hvilket også gjorde, at jeg ikke følte mig så langt væk hjemmefra. Jeg følte mig også endnu mere hjemme i byen efter, at jeg havde lært byen at kende og kunne færdes rundt alene eller sammen med mine nye venner, som har været helt uundværlige. Efter ca. tre uger i Kuala Lumpur var jeg lidt desperat efter at finde nogle venner på min egen alder og komme lidt væk fra skolen og alle bekymringerne deromkring. Jeg brugte en hjemmeside, der hedder expat-blog.com, og var utrolig heldig at finde to gode venner, som jeg stadig er meget sammen med. Jeg havde hjemmefra medbragt nogle billeder og et par pynteting til mit værelse, hvilket også gjorde, at jeg følte mig hjemme. Generelt vil jeg sige, at jeg har det godt, når jeg ikke keder mig. Jeg kan godt lide, at der sker noget, og går derfor også tit ud og oplever byen, og hvad den har at byde på. Jeg spilder ikke min tid ved at sidde og surmule på værelset.

Efter at have boet i Malaysia i næsten fire måneder har jeg lært en del om familielivet i Malaysia. Uanset om man er indfødt eller tilflytter, så er en families hverdag anderledes i Malaysia end i Danmark. Malayerne sover længe og går sent i seng om aftenen. Deres børn tager sig ofte en lur omkring klokken fem, og kommer først i seng omkring klokken ti. Sutteflasker og bleer til en fireårig er meget normalt. Malayerne har ikke så travlt, og tager tingene som de kommer (jo mindre de sidder i en bilkø, så skal hornet i bund). Deres spisetider er også meget anderledes, og der er altid mange folk rundt i byen om aftenen. Det er ikke så normalt, at de unge flytter hjemmefra, når de er 18-21 år, måske skyldes det, at de er mere afhængige af deres forældre og uddannelser hernede er meget dyre. Malayerne er et venligt folk, hilser selvom de ikke kender dig, er meget hjælpsomme, gavmilde og nysgerrige efter at høre, hvad du har at fortælle. De er meget afslappende, nemme at snakke med og elsker at vise dig deres familiebilleder.
Med hensyn til institutionslivet i Malaysia, så er det også meget anderledes, da børnene kun går i børnehave fra ca. 8.30-13, hvorefter knap en tredjedel af børnene har et eftermiddagsprogram på skolen. Børnene sidder meget stille i børnehaven og er fysisk aktive under en halv time om dagen. Børnene er delt op i klasser efter deres præcise alder, og er ikke sammen med børn fra andre klasser. Mange af dem bliver om eftermiddagen passet af en barnepige, og er derfor ikke meget sammen med deres forældre.

Angående sproglige vaner og konventioner, så har jeg oplevet et meget høfligt folkefærd. Alle hilser meget høfligt selvom man ikke kender dem og spørger hvordan man har det. De bruger rigtig meget ordene, ”Please”, ”Sorry”, ”Thank you” og ”Excuse me”. Jeg var i starten lidt nervøs for mit engelsk, da det ikke har været noget jeg tidligere har brugt ret meget. Men der var ingen grund til at være nervøs, folk er meget hjælpsomme, hvis de kan se, at man ikke helt har forstået, hvad de sagde. De bliver heller ikke sure, hvis man spørger igen, eller skal bruge lidt længere tid på at formulere sig. De er meget tålmodige og sikkert også vant til mange forskellige niveauer af engelsk, da der er mange expats familier her. Jeg havde egentlig troet, at religion var lidt af et tabu, da der er flest muslimer i Malaysia, men befolkningen er meget åbne over for andre religioner. Folk er generelt også meget interesserede i andre kulturer. Jeg bliver ofte spurgt ind til, hvor jeg kommer fra, og hvordan tingene er anderledes i Danmark. Mad og vejret er også altid gode taleemner. Omkring kropssprog, så er det ikke så normalt at give et knus til sine kollegaer eller venner, men et håndtryk første gang man mødes og ellers ingen nærkontakt.

Da jeg kom til Malaysia oplevede jeg en ret stor kulturforskel. Jeg har fra start været nysgerrig efter at lære om denne fremmede kultur, og har derfor også erfaret, at man lærer meget mere ved at spørge ind til, hvorfor folk gør som de gør. Lige efter min ankomst fejrede de kinesisk nytår, hvilket jeg synes var meget spændende. Jeg havde fået af vide, at jeg skulle have kinesisk tøj på til et arrangement på skolen, og havde derfor købt en kinesisk kjole, Cheongsam. Jeg fik et par dage efter af vide, at jeg ikke måtte have den på, da nogle forældre ville kunne opfatte det som sexet og ikke professionelt, så jeg måtte på shoppingtur igen. Næste gang købte jeg en kinesisk skjorte og tog den på med mine sorte lange bukser. Jeg skulle nok have valgt den i en anden farve, da sort åbenbart betyder uheld i forhold til den kinesiske tro. De blev ikke sure, og jeg forklarede dem, at vi ikke have den slags farvesymbolik i Danmark, hvor jeg kom fra.
En anden misforståelse pga. kulturforskelle var, at den ene pædagog opfattede mig som doven, fordi jeg på nogle punkter ikke irettesatte børnene nok, men grunden til dette var, at det stred så meget imod min kultur, at bede børnene om at sidde i korsstilling, når jeg ikke engang selv kan sidde sådan pga. manglede smidighed. Læreren havde ikke tidligere tænkt over, at det ikke var normalt for alle at sidde sådan.

Vurdering af mine interkulturelle erfaringer

Min familie og venner kan tydeligt se, at jeg har gennemgået en udvikling, men for mig selv er den lidt sværere at få øje på. Udviklingen sker ikke fra den ene dag til den anden, så derfor bemærker man det måske ikke selv på samme måde som dem derhjemme, der kun hører fra én en gang imellem.
Men nogle ting har da ændret sig, og min rejselyst og lyst til at opleve mere af verden og endnu flere kulturer er bestemt ikke blevet mindre. Det er lige før jeg kunne overveje at blive boende. Jeg synes, at det er spændende at opleve andre menneskers erfaringer i dagliglivet. Jeg har set og oplevet ting, som jeg aldrig kunne have opnået på en fjorten dages ferie, googlet, læst i en bog eller fået fortalt af andre. Det er noget helt andet at leve i et andet land i seks måneder. Inden jeg tog af sted tænkte jeg meget over, at jeg ikke kun skulle arbejde i Malaysia, men også bo og leve der, og få en hverdag til at fungere. Jeg arbejder 35 timer i ugen og sover omkring 53 timer. En uge består af 168 timer, hvilket vil sige, at der stadig er 80 timer tilbage hver uge, som er min fritid i Malaysia. Det er værd at tænke over, at disse timer også skal bruges på noget, og i starten kan de ikke bruges med venner, eller hvad man nu plejer at lave om eftermiddagen derhjemme. En ting, der heller ikke er helt nemt i dette fremmede land er, at handle og lave mad. Man kan ikke få de ingredienser, som man gerne vil have, og dermed ikke lave de retter man plejer, og det tager hundrede år at finde varerne man skal bruge i supermarkederne. Jeg spørger gerne de lokale til råds omkring, hvor man kan købe billigt kød, og hvor man kan finde gær o.lign., og så er det ellers bare med at være kreativ og ikke så kræsen, når man planlægger aftensmad. I Danmark ser man ikke ret mange familier på restaurant en hverdagsaften, men det er meget normalt her. En af grundene til dette er sandsynligvis, at det er nemt, hyggeligt og meget billigt. Jeg har tidligere ikke haft lyst til at gå ud alene, men hvis man ikke gider sidde hjemme og trille tommelfingre hele dagen må man prøve at overskride nogle af sine grænser. Nu kan jeg sagtens være ude en hel dag alene, jeg har endda været i biografen og ude at spise alene. Det er ikke fordi jeg er ensom, men jeg synes det er rart at kunne gøre nogle ting alene, uden det skal være pinligt. Jeg vil mene, at jeg har en god evne til at leve i en anden kultur. Jeg er meget åben og angående mad, så har jeg også spist ting, jeg aldrig troede jeg skulle komme til at smage. Jeg har ikke haft den store hjemve, og jeg prøver altid at se positivt på tingene, uanset hvor sort det ser ud, så skal jeg nok komme igennem det. En øm ryg, et par vabler og tusindvis af myggestik kan heller ikke få mig til at vænne næsen hjemad.

Jeg har også lært en masse om den danske kultur under mit udlandsophold. Jeg har blandt andet lært, at man ikke behøver sammenligne alt de gør her, med hvad vi gør i Danmark, men prøve at sætte dig ind i deres kultur, og forstå, hvorfor det de gør, giver mening for dem. Det nytter ikke at være fordømmende, selvom jeg ikke er enig i alt, hvad de gør, men derfor kan jeg stadig lære noget af dem. Og et godt råd som en lærer gav mig er, at jeg skal tage det med mig, som jeg kan bruge, og bare glemme resten.

Jeg har også fået en viden om, hvordan man kan rette op på misforståelser, der opstår, fordi folk mangler bevidsthed om den andens kulturs perspektiv. Svaret er simpelt, man skal simpelthen bare åbne munden, og fortælle om sin egen kultur. Folk er overraskende nok utrolig nysgerrige. Fx troede de, at jeg ikke gad lave noget med børnene, fordi jeg ofte prøvede at sidde og snakke med børnene. I deres kultur plejer de ikke at sidde og snakke med børnene, men mere undervise dem. Lærerne i Tree Top House vidste heller ikke ret meget om det pædagogiske arbejde i Danmark, så derfor fortalte jeg dem om det, både mundtligt og skriftligt, hvilket de havde stor gavn af. Noget af det undrede dem, og andet grinede de lidt af. Efterfølgende ser jeg lærere, der har større forståelse for den kultur, hvor jeg kommer fra, så det kan anbefales.