Opfølgning på sidste blogindlæg

Det seneste blogindlæg lød nok en del "voldsommere" end det er. Det er jo i løbet af et par uger jeg har skrevet nogle ting ned, og så har samlet sammen til indlægget, så det er ikke en hel masse, der er kommet pludseligt.
Jeg snakkede med min søde faster om det, og her kommer mine kommentarer til det hun skrev.
Tror måske bare det hele er blevet hverdag, lidt kedeligt og ikke så spændende?! 
De andre lærere har også været ret stressede pga. Celebration day, ved ikke om det kan have noget med det at gøre, eller hvorfor jeg er blevet mere negativt indstillet til det hele (igen).
Det med mine aktiviteter har været et problem i laaang tid, er bare først kommet ud med det nu.. og så bad hun mig lave flere aktiviteter, selvom jeg synes jeg laver en del. og det betyder ikke så meget for mig om det lykkedes 100 % som jeg planlagde. Men det er stadig ret træls, når faktorer som antal børn ødelægger det hele. hvis jeg tænker 2-5 børn og der så er 10, så har man ikke et nemt udgangspunkt. I starten var jeg meget glad for den nye stue fordi forskellen var så markant, men nu ved jeg ikke rigtig hvorfor jeg er lidt træt af det.
Jeg fortæller nogen gange til hende inden om min aktivitet, oftest siger hun bare ok, og så bagefter kommer hendes forslag til forbedringer, hvis hun altså er i nærheden.
Jeg prøver at være positiv, men skal måske prøve lidt bedre.
Jeg ved godt, at det er deres regler, kultur og alt det der, men man føler sig bare så uansvarlig og uselvstændig, og det virker ret nedladende, når en lærer diskret redigerer noget man har lavet, så det bliver endnu mere perfekt. Man føler bare ikke at man dur til noget før det er blevet godkendt og heller ikke altid efterfølgende. Jeg er voksen og selvstændig, og finder det træls, at man skal være under det dumme hieraki, i Danmark samarbejder vi om tingene, og alles meninger bliver hørt. Kolleger i Danmark er ligeværdige. Det her ville ikke være noget jeg ville vænne mig til, selvom jeg ikke for evigt ville være praktikant.
Jeg troede, at jeg var perfektionistisk, men det er jeg overhovedet ikke i forhold til mange af mine kollegaer. Jeg kan godt lide orden, struktur og detaljer, men det her er simpelthen bare i overkanten. De er 100 gange mere perfektionistiske end mig - til de af jer der kender mig godt - ja, det kan faktisk godt lade sig gøre.  Jeg er overhovedet ikke perfektionistisk i forhold til.
Det ville måske være en god idé, at sige, at jeg lige vil sidde og færdiggøre min snak/tegning med børnene og så gøre det, som hun beder mig om, men nogen gange skal det bare være NU - hvilket modsiger deres pædagogik, da de siger, at barnet (og den voksne eller?) skal varsles i forvejen, så man kan nå at afslutte det man er i gang med. Havde tænkt mig at sige det i dag, hvis hun bad om noget, men det gjorde hun ikke der.
Jeg er nok også en lidt negativ, og brokke type, der har meget nemmere ved at skrive det dårlige frem for at finde det positive frem i situationerne. Men bryder mig heller ikke om dem, der kan vende ALT til noget positivt. Man lærer også meget ved at være kritisk reflekterende. Jeg er måske lidt for kritisk på en negativ måde, men det er altså ikke noget jeg gør bevidst. Jeg går ikke kun og leder efter dårlige ting i deres måde at arbejde på. Jeg kan heller ikke lyve over for mig selv eller andre, og fortælle, at jeg har det godt, og det hele er en dans på røde roser. Jeg tænker meget over det jeg oplever, og undrer mig over, hvordan de kan synes, at det er den bedste måde at gøre det på, eller hvorfor det er så vigtigt at en tape linje i et baglokale skal være 100 % lige. Det er jo heller ikke fordi jeg går hjem og græder, og er klar til at ændre flybilletten til min hjemrejse, jeg synes bare de er skøre, lige i overkanten, og noget påvirker mig mere end andet. Jeg skal ikke bare se det, men arbejde under disse forhold. Jeg er glad, når jeg har fri, det er bare i situationerne, hvor jeg bliver så irriteret nogle gange. Man kan sagtens sige, at man ikke skal blive påvirket af det, men det er MEGET nemmere sagt end gjort. Jeg vil ikke mene, at jeg tager det for personligt, men der opstår bare en indvendig irritation.

Hvis jeg skulle sætte nogle små realistiske mål i min sidste tid ved jeg ikke helt, hvad det skulle være. Jeg nyder tiden med børnene. Jeg har lært dem ret godt at kende nu, og de holder af mig, og jeg holder af dem. Der er især et par piger jeg kommer til at savne rigtig meget. Vi snakker og lærer af hinanden. Jeg har det også godt med de fleste af mine kollegaer, og nogle dage er bedre end andre. Der er muligvis nogle ting jeg vil komme til at savne i forhold til et arbejde i en daginstitution i Danmark. Bl.a. at man ved nogenlunde, hvad der skal ske i løbet af dagen, man er sammen med børnene fra de kommer til de går, der er tid til at arbejde med et enkelt barn, masser af kreative aktiviteter med børnene, dagene (9-13) går hurtigt, og sikkert også en del andet, som jeg først kommer i tanke om senere. Jeg undgår denne gang at skrive de positive ting ved en dansk børnehave, men en lille ting som udflugter savner jeg, og bevægelse!  Men et mål jeg gerne ville kunne udføre var, er at gå derfra med flere positive tanker. Så derfor har jeg også taget min fasters råd til mig; ros dig selv og skriv tre positive ting ned hver dag. Jeg startede i dag med at skrive de tre positive ting ned. Nummer 1; Jeg blev bedt om at hjælpe en pige med lektier (den anden lærer kan sjældent få hende overtalt til det, og jeg kan godt lide at arbejde med hende). Nummer 2; Jeg sad længe og tegnede med børnene, og lærte dem fx stor, større størst. De vil ofte gerne have, at jeg tegner for dem, men i dag tegnede jeg kun lidt dinosaure for dem, og så sagde jeg, at de også selv skulle tegne. Nogle af dem færdiggjorde det jeg havde tegnet til dem, fx ved selv at lave ansigt, og andre kunne tegne en bjørn ved at jeg viste dem hvordan, step for step. Samtidig prøvede jeg at lære dem at vente på tur, når de gerne ville sige noget til mig; det blev efterhånden bedre og bedre. I stedet for at en pige bare stod og råbte "Teacher, teacher, teacher", når et andet barn var ved at fortælle noget. Og den sidste ting er, at jeg om eftermiddagen kunne hjælpe min mainteacher med mine super compterskills, haha.. Hun havde skrevet noget, der fyldte mere end en side, og hun ville gerne have presset det ind på en side, og hvis der er noget jeg er god til, så er det det. Skriftstørrelsen blev en halv størrelse mindre, margenerne blev ændret lidt og jeg brugte automatisk orddeling. Printeren drillede lidt, men det klarede jeg også. Hun takkede mange gange.