Forsættelse af weekend indlægget

Jeg nåede ikke helt at få skrevet alt det, som jeg gerne ville sidst, så her kommer resten :)
(Stadig lidt tilfældig rækkefølge og desværre uden billeder, men det er også en del af mit praktikdokument).

Jeg har lært mange ting på seminariet og i mine praktikker i Danmark, og en af dem er, at man ikke skal sige "ikke". Hvis man vil fortælle børnene noget de ikke må, skal man samtidig fortælle dem noget de kan gøre i stedet for. Så børnene ikke bare hører "du må ikke, du må ikke, du må ikke" hele dagen lang. Et eksempel kunne være, du må ikke sidde og tegne på gulvet, men du må sidde heroppe ved bordet. Her i KL siger de bare "You can't" og "Don't do that".. Ingen begrundelse eller anden hjælp til, hvad barnet skal gøre i stedet for.

Derudover er jeg stadig meget frustreret over, at jeg ikke må sidde sammen med børnene, når de fx skal klippe klistre, som jeg elsker.. Jeg skal bare gå rundt og overvåge og irettesætte børnene. 

En dag da vi sad samlet på gulvet (eller dvs jeg skulle jo stå op) var der en dreng, som var lidt trist. Han ser ofte meget trist ud og græder indimellem. Jeg har endnu ikke helt fundet ud af hvorfor. Han er meget svær at komme ind på, og siger ikke rigtig noget. Men den dag i rundkredsen fik han i hvert fald af vide, at han skulle lære at smile. Han viste jo ikke engang om det ville blive en dårlig dag. Nogle gange når han græder får han os bare af vide, at han skal holde op, der er ingen grund til at græde, og det kun er babyer, der græder. Jeg har tre gange forsøgt at sætte mig ned ved siden af ham og trøste ham mens jeg prøvede at finde ud af, hvad der gik ham på, men dog uden held.

En dag stod to af lærerne og snakkede sammen, og jeg stod et par skridt derfra og lyttede. Der kom en dreng hen til dem og begyndte at sige noget. Han fik et lille skub og ordene "I'm talking". Jeg er vant til, at børnene næsten altid kommer i første række. Men selvfølgelig skal de også lære, at man ikke skal afbryde, når der er to, der står og snakker. Men hvis samtalen var så vigtig, at et barn, der havde brug for hjælp ikke måtte afbryde, kunne hun forsigtigt have sagt, at han lige skulle vente et øjeblik. Denne situation foregik forresten til børnenes Waterplay, som er 20 min!!! hvor børnene har badetøj på og får lov at lege med vand og diverse legetøj udenfor. De nød det virkelig, og synes det var en skam, at de allerede skulle ind igen efter 20min. Når børnene fx har waterplay har de for en gangs skyld mulighed for at lege sammen. Men man kan godt se, at deres sociale færdigheder ikke helt er som de danske børns. Selvfølgelig kan danske børn også blive uenige om, hvem, der havde legetøjet først. Men jeg har ikke før oplevet 2 børn på næsten 5 år, der sidder og hiver i hver sin ende af en vandkande. De var nogenlunde lige stærke og sad derfor bare og hev frem og tilbage i den. Indimellem kiggede den ene dreng op på en af de voksne for inddirekte at bede om hjælp. Jeg så ikke helt, hvordan situationen endte. Men gætter på den ene dreng gav sig. Efter Waterplay skulle de op i klassen og sidde på gulvet (uden aircondition) og så skulle de på skift komme hen til mig eller en anden lærer og få tøj på. Jeg lagde mærke til, at de var meget dårlige til selv at tage badetøj af og tøj på. Jeg ville helst undgå at gøre det for dem, men de havde virkelig svært ved det. Måske de skulle øve det i stedet for at flytte vand med en svamp. De har heller ingen "rigtig" legetøj på stuen, såsom dukker og biler m.m.

På den stue, hvor jeg er, er der en dreng med downs syndrom. Han har en støttepædagog, som han sidder på skødet af 90 % af tiden. Og derudover tror jeg ikke jeg har set ham i mere end 5 min, hvor han ikke holder sig for ørerne. Jeg tænker på, hvor meget han mon får ud af at være på skolen. Han deltager ikke ret meget i det der foregår og har os meget fravær. Jeg tvivler på, hvor meget kontakt jeg ville kunne få til ham. Det er i forvejen meget svært for mig at få opbygget en relation til børnene. Jeg må sjældent sidde sammen med børnene og snakke eller hjælpe dem med det de er i gang med, jeg skal altid gå rundt og irettesætte dem, og være "hende den sure". Forleden dag havde jeg dog 10min, hvor jeg fik lov at sidde og øve tal med en dreng, som havde lidt svært ved 6 og 8. Det er netop sådanne situationer jeg kan godt kan lide. Hvor der er ro og tid til at sidde og snakke med et eller nogle få børn og hjælpe dem med det de laver eller lege med dem, hvori der også indgår en masse læring. Det er dog desværre en sjældenhed for mig hos Tree Top House Kindergarten. Der er også ofte meget larm på stuen, hvilket gør det svært at sidde koncentreret og arbejde/lege med et barn. Nogle af børnene snakker også meget lavt, så det kan være meget svært at høre dem, når der er meget baggrundsstøv. Ville ønske man kunne tage 4 børn med hen til et lidt mere roligt sted, men det er desværre ikke rigtig mulighed for. Jeg vil rigtig gerne øve tal med dem, men bogstaver er lidt sværere, da jeg ikke har 100 % styr på de engelske bogstavlyde. De andre lærere læser tit højt for alle børnene. Det vil jeg også gerne, men da mit engelsk endnu ikke er perfekt kunne jeg godt tænke mig, at det var en bog, som jeg havde læst på forhånd, så børnene ikke skal udtale de ord jeg ikke kan for mig; det skete en gang da jeg læste om solsystemet for en dreng.

En eftermiddag var der en art og craft time, som nogle børn havde meldt sig til. Det var ikke en succes, men ikke noget jeg pt gider skrive en hel roman om, men kort sagt, så var der nogle børn, der var for små til at deltage og der var planlagt alt for lidt i forhold til times længde. Både før og efter den kreative del blev der læst historie for at forholde børnene i ro. Da klokken var omkring halv tre blev en del af børnene hentet, og det sidste kvarter var der kun omkring 5 børn tilbage. Der blev ikke længere læst historie, og alt "legetøjet" var pakket væk under lagnerne, så børnene kunne virkelig ikke lavet andet end at vente. Vi var tre lærere derinde, hvoraf den ene gik lidt ud og ind af klassen og en anden kiggede i den bog, der var blevet læst højt af sammen med et barn. Børnene løb lidt rundt og et par drengene sloges for sjov. Jeg viste godt, at jeg nok burde have bedt dem om at sætte sig i korsstilling og vente. Men det kunne jeg bare ikke! Jeg synes ikke man kunne byde dem bare at sidde og vente. Og kunne godt forstå at de begyndte at slås - der var jo virkelig ikke andet de kunne lave...
Når børnenes forældre kommer og henter dem går det meget stærkt. Deres navn bliver råbt over højtaleren og så skal de nærmest bare smide alt de har i hænderne, tage deres taske og gå ud til hoveddøren, hvor forældrene venter, nogle gange i bilen. Meget mærkeligt, at man slet ikke når at sige farvel, tak for i dag, vi ses i morgen....

Fredag skulle vi lave noget kreativt i forbindelse med valentinsdag. Det var nogle blomster og jeg blev hovedansvarlig for, at alle børn fik lavet en blomst til deres mor og far. Jeg glædede mig til endelig at sidde sammen med børnene og lave noget jeg godt kan lide. Men det blev ikke helt så godt som håbet. Der blev sendt lidt for mange børn hen til mig på en gang, og børnene havde svært ved selv at lave aktiviteten. De skulle stikke nogle ting på et grillspyd, men spidsen var blevet klippet af fordi den var farlig (men deres blyanter skal spidses konstant, så de alle er skarpe :S ?!) Jeg havde svært ved at hjælpe de mange børn på en gang, og lidt senere fik jeg af vide, at det skulle gå lidt hurtigere fordi de snart skulle være færdige og videre til det næste. På et blad skulle børnene skrive "I love you" og deres navn på den anden side. Den anden lærer ville have, at jeg skulle skrive deres navn på bladet også selvom børnenes bogstaver var meget læselige. Hun foreslog også, at jeg skrev ordene "I love you" for dem, og de så skulle skrive ovenpå. Men det synes jeg var en meget dårlig idé, da børnene sagtens selv kunne skrive det, hvis bare ordene på mit papir lå ved siden af dem. Det tog måske lidt længere tid, men de kunne jo sagtens og de lærer også meget mere af at skrive det selv.

Et andet dilemma jeg bøvler lidt med, er at jeg har svært ved at få en god relation til børnene samtidig med at jeg skal sætte mig i respekt over for dem. Og jeg gider ikke være hende der den sure, der kun irettesætter dem. Når jeg skriver sætte mig i respekt overfor dem mener jeg, at jeg gerne vil have, at de ser mig som en lærer, der er lige så autoritær som de andre lærere, og at de gør, hvad jeg beder dem om første gang. I min første praktik arbejdede jeg også meget med dette, da børnene dengang mere så mig som en legekammerat og løb lidt om hjørner med mig.

Mine medstuderende skal på indkald (skoledage i praktikken) på tirsdag, og inden da skal jeg skrive lidt til dem om, hvordan det går, og evt et dilemma, som de kan hjælpe mig med at løse. Jeg tror gerne jeg vil spørge dem, om de har nogle forslag til, hvordan jeg kan få en relation med børnene, når jeg ikke må sidde og snakke med dem?

Efter det kinesiske nytårsarrangement i lørdags snakkede jeg med Miss R om hvordan det går. Hun virkelige meget sød og var god at snakke med, så jeg var meget ærlig overfor hende. Jeg fortalte ret direkte, hvad jeg synes om Yin og hendes måde at håndtere tingene på. Jeg var nysgerrig efter at vide, om det var sådan i alle klasser, eller om jeg bare havde været lidt uheldig, for der er som sagt en del ting, der frustrerer mig.. Miss R rådede mig til at skrive alt ned, ligesom jeg allerede gør, og analysere på det. Men derefter bare huske på de gode ting, og glemme alle de dårlige. Hun sagde også, at Yin har været i faget i rigtig mange år, og derfor måske har glemt noget.. Har oplevet gamle pædagoger i Danmark, som er præcis sådan. Miss R fortalte, at hun var ved at tage en overbygning af sin uddannelse, og gik ind for, at børnene også skulle lege. Miss R var generelt meget forstående overfor de ting jeg fortalte, og de situationer jeg havde stået i. Og det var meget rart at snakke med en om det, som faktisk kendte Yin.

Moren jeg bor hos, som har to piger i institutionen, hvor jeg arbejder fortalte også, at dengang hendes piger lige var startet i institutionen, kunne hun slet ikke opdrage på dem, når de kom hjem. Det kan jeg sagtens forestille mig, hvis de er blevet irettesat en hel dag, så må de os bare have brug for noget ro, når de kommer hjem.

I dag mandag fik jeg først af vide, at jeg ikke tørrede støv af på den rigtige måde. Jeg skulle vride kluden op efter hver eneste hylde i reolerne (ca. 60*20cm), ellers blev det ikke ordentlig rent. De er tossede! For det første er det ikke engang støvet, da der har været et lagen over det fra kl. 13.30-8.00, og for det andet, så kan man jo godt se det lidt støv man tørrer af og kluden kan også vendes og klappes sammen på en anden måde.
Men ellers udførte jeg vist mine daglige pligter udmærket. Dog måtte der hverken være for lidt eller for meget tegnepapir i bakken, og blyanter og farver skulle gerne spidses flere gange om dagen. Idiotarbejde - nej tak!
Om eftermiddagen havde lærerne "Material making Class", hvilket er de fleste af lærerne, der samles i et lokale og laver materialer, der skal bruges til "undervisningen".  I dag skulle vi så klippe ting ud, som var blevet lamineret. Og dernæst blev vi forfremmet til at klippe papir, der senere skulle lamineres. Jeg blev instrueret i at bruge en saks!! :S Bredden af den ene sakseklinge var den afstand, der skulle være fra der, hvor papiret under lamineringen var, og der hvor jeg skulle klippe. Og så måtte jeg ikke bruge hele saksens længde til at klippe med, men kun den inderste del, da den ellers ikke ville være skarp nok :S øh -hele saksen virkede altså ganske udmærket. Hun kom endda to gange hen for at se, om jeg gjorde det ordentligt. Jeg er ret perfektionistisk, så selvfølgelig var det ordentligt ;) skulle så få 2 timer i dag til at gå med klipningen. Heldigvis kunne jeg snakke med nogle af de andre søde lærere samtidig.

I sidste blogindlæg skrev jeg noget med, at jeg ikke brød mig om at skulle afbryde børnene leg for at sige, at de skulle lege med noget andet. Jeg fortalte Yin i dag, at jeg havde svært ved dette, da det oppe i mit hoved virkede meget mærkeligt, men hun sagde, at alle børn skulle have mulighed for at lege med det (der er kun tre, der må lege med byggeklodserne af gangen, og én person til alt andet legetøj). Jeg tænker, at det er vigtigere, at børnene kommer i FLOW og så kan de andre børn da lege med det en anden dag. Flow er ifølge
Csikszentmihalyi den positive koncentrerede tilstand, hvor al barnets opmærksomhed er samlet om en bestemt aktivitet, som er passende barnets niveau. Barnet mister tidsfornemmelsen, og man glemmer sig selv. Det er også når man er i flow, at man lærer bedst.

I dag var vi igen til gymnastik, hvor børnene lavede nøjagtig de samme øvelser som sidst. Først pigerne, og så drenge osv. To børn ville ikke deltage, og fik lov bare at sidde og kigge. Jeg synes virkelig de skulle deltage, især når de sidder så meget stille i forvejen. Jeg spurgte Yin, om hun aldrig "tvang dem" til at deltage. Hun sagde nej. De skulle deltage hvis de havde lyst, og tage den tid det ville tage for at være med, og opdage, at det faktisk var sjovt. Skolen har visse regler de skal følge, men hun vil ikke tvinge dem til at deltage i gymnastiktimen (/kvarteret). Så længe de bare var med nede i lokalet, så var hun tilfreds.

Det må være nok for denne gang ;) Tak fordi I læste med :)