fredag den 14. februar 2014

Weekend!

Så er den første uge overstået; eller dvs hverdagene.. Jeg får desværre ikke helt lov at holde fri fra arbejde denne weekend. Der er et arrangement på skolen lørdag i forbindelse med det kinesiske nytår, og derfor skal jeg også arbejde denne dag. Forældrene og børnene kommer kl 9, men jeg skal være der kl. 7, klokken syv!!! Det er stadig mørkt på det tidspunkt! - måske jeg tager en taxi på arbejde trods af den nyindkøbte peberspray. Forældrene går hjem igen kl. 12, men jeg får nok tidligst lov at gå kl. 13.30.. Men så har jeg weekend ;)
Søndag aften skal jeg igen ses med personalet fra børnehaven, da hele flokken er blevet inviteret ud at spise. Men det glæder jeg mig til. Vil meget gerne lære noget af personalet bedre at kende. Der er ansat rigtig mange piger på min alder, som virker rigtig søde, så håber de kommer og vi kan snakke lidt ;)

Men nu vil jeg fortælle "lidt" om de sidste tre dage i institutionen..
Jeg vil starte med at sige, at jeg var rigtig positivt indstillet, og mandag var også en meget spændende dag, men derfra gik det lidt ned af bakke. Det er ikke meningen, at dette indlæg skal være 100 % negativt, så derfor vil jeg også starte med at sige, at grunden til, at jeg har været ret frustreret de sidste par dage nok er, at det hele er så nyt og så helt ekstremt anderledes. Jeg håber og tror på, at jeg nok skal vænne mig til det / indfinde mig med måden de opdrager børnene på her. Hvis ikke må jeg bare bide tænderne sammen og komme igennem de seks måneder. Og en anden positiv ting er da, at der er masser at skrive om. Heldigvis er min fritid her skøn, så det opvejer for de lidt trælse dage på skolen.
Jeg vidste godt, at jeg gik ind til en pædagogik, hvor de gik op i disciplin og struktur, men ikke at det var så ekstremt. Her kommer nogle af mine refleksioner, iagttagelser og tanker fra de sidste par dage, i den rækkefølge, som jeg har noteret det.
(Jeg har altid en kuglepen og et stykke A5 papir i lommen, så jeg hele tiden kan tage noter).

Jeg har fået en to-do liste med opgaver, som jeg skal udføre dagligt.
1) Spidse farveblyanter
2) Klippe A4 papirer halv over
3) Tørre støv af overalt og på alt legetøj (enten morgen eller eftermiddag)
4) Klargøre frokost vogn med tallerkner, duge, servietter, bestik, glas m.m. og bære op af trapperne
5) Sørge for at der er orden, og at børnene bruger "legetøjet" rigtigt.

Alt er som sagt placeret på røde bakker, og i onsdags blev jeg bedt om at finde en tom bakke. Oppe på en reol stod der en rød bakke, hvorpå der kun stod en solcreme og den meget ildelugtende insektcreme, så de to ting tog jeg og stillede på reolen og var derefter på vej hen til læreren med bakken. Men, så fik jeg af vide, med en ret streng tone, at alt, hvad der stod på røde bakker skulle blive på røde bakker. Ups..
- Føler mig ofte som et meget uopdragent barn, der ikke helt ved, hvor det skal gøre af sig selv... Og jeg bliver stort set irettesat lige så meget som børnene.

Ind i mellem har børnene noget mandarin øvning (kinesisk sprog). Det foregår på følgende måde. Børnene sidder samlet på gulvet og en lærer sætter en cd på med noget musik og laver nogle fagter dertil. Derefter bladrer hun meget hurtigt igennem nogle bøger med farver, former, tal, dyr o.lign, hvor børnene så fx råber dyrets navn i kor. Jeg ville gerne lære lidt mandarin, men fatter ingenting af, hvad de råber i kor, og det går også bare så hurtigt. Alle børn har mulighed for at deltage, men mange gør det ikke, hvilket der ikke rigtig bliver sagt noget til.
Nogle gange, når der er samling får børnene på skift lov til at synge en sang for de andre børn. Så de lærer at stå frem og tale (/synge) foran andre, men det er altid de samme der melder sig.

En dag omkring samling stod en dreng og tørrede sin næse med et lommetørklæde fordi det blødte en lille bitte smule (jeg tror bare han var kommet til at kradse sig i næsen eller lign.). Læreren sagde til alle børnene, at hans næse blødte fordi han ikke spiste nok grønne grøntsager. Når man ikke får nok K-vitaminer, så bløder ens næse. Hun spurgte drengen (foran alle andre) og han spiste grøntsager, hvortil han svarede, at han ikke rigtig brød sig om så mange af de grønne grøntsager. Hun sagde han skulle sige til sin mor, at hun skulle servere dem for ham, ellers ville hans næse bløde igen. Drengen så vildt trist og bekymret ud. Jeg havde virkelig lyst til at tage ham hen til mig og sige, at det ikke passede, og at man altså godt kunne bløde i næsen selvom man spiste grøntsager - men det var måske ikke lige det smarteste at gøre... Stakkels dreng! Og hvad er det for en måde at udstille ham på og skræmme resten af børneflokken??

Onsdag (efter jeg havde været i børnehaven 2½ dag) fik jeg inddirekte af vide, at det var lidt for dårligt, at jeg stadig ikke kunne alle børnenes navne. Jeg skulle i hvert fald øve mig og se at få dem lært. Jeg øver mig også, men det er bare sådan nogle svære navne og mange af børnene er kineserdrenge med skoleuniform og samme frisure. Men i dag fredag har jeg lært dem alle.. Der er dog stadig 3-4 stykker (ud af 32), som jeg godt lige kan blive i tvivl om.

Kan ikke huske om jeg nævnte det sidst, men det er også sket flere gange siden, at læreren gennemgår, hvordan man leger med legetøjet, da det kun kan og skal bruges på en bestemt måde. Så kedeligt!! Senest sad hun med 15 børn, som skulle have vist, hvordan man bladrer i en bog. Seriøst, der er ingen der gør alting i slowmotion og perfekt ned til mindste detalje. Tror heller aldrig de har hørt det der udtryk med "lad dog barnet", haha.. Nå, men tilbage til gennemgang af legetøj. En anden dag gennemgik hun, hvordan man byggede et højt tårn af to slags klodser i størrelser, der bliver mindre og mindre. Så børnene kunne se, hvordan de senere skulle gøre. Børnene må ikke engang få fornøjelsen af at vælte tårnet, nej nej.. det skal langsomt og forsigtigt skilles af igen.

Torsdag var jeg med børnene til musik, som var meget ustruktureret i forhold til alt andet. Børnene skulle igen sidde stille på gulvet og synge med på en cd. Senere fik de udleveret et klokkeinstrument, som de kunne rasle med til noget musik. En gang skulle de op at stå og danse, men så snart sange var slut skulle de ned og sidde igen. I sangen var der også noget med, at man skulle løbe, men de måtte kun løbe på stedet.
Børnene er ofte meget vilde efter at komme op og stå, men skal sidde ned det meste af tiden. Men når børnene sidder ned skal jeg ikke sidde ned sammen med dem. Jeg skal stå bag dem og irettesætte, hvis nogen gør noget, som ikke er tilladt.  Børn gør, hvad du gør, ikke hvad du siger!!
Efter musiktimen skulle børnene tilbage i klassen og igen sidde samlet på gulvet. Læreren startede med at sige, at hun var meget vred over, at de havde været så urolige til musiktimen. Mens børnene sad og fik skæld ud blev nogle af børnene igen lidt urolige, jeg citerer: "You only move, when I move you!" og "You make me very upset!". Hun sagde også noget med, at de skulle lære at lytte og gøre som der blev sagt.

Jeg synes generelt, at børnene får meget skæld ud, og det må for dem være frustrerende konstant at blive irettesat. Jeg bliver ofte bedt om at bede børnene om at sætte sig i korstilling, rette deres måtte eller blive inden for den osv. Men det er utrolig svært for mig at bede børnene om noget, som jeg ikke selv kan stå inde for. Jeg vil fx helst ikke sige til børnene, at de skal sidde i korsstilling, da jeg ikke selv kan sidde i korsstilling. Og når børnene  er i gang med en rigtig god leg med nogle byggeklodser el.lign, skal jeg efter ca. 15min bede dem om at lege med noget andet. De må åbenbart ikke lege med det samme ret lang tid af gange. Og det er ikke fordi der er kamp om legetøjet, så de derfor bliver nødt til at skiftes. Jeg gider ikke være skrap uden grund.

* Hvis børnene løber skal de gå tilbage og prøve igen uden at løbe.
* Når børnene laver "lektier" skal det rettes af læreren, og de fleste børn får ordene "Good try" selvom de kun har spejlvendt 2 og 5. Good try er i mine øre ret negetivt. Godt forsøgt, men ikke godt nok, prøv igen...
* Ang. Maden så er det ok, at sige nej til kartofler og grønsager. De får dagligt kiks og youghurtdrik, hvorfor?
* Når de har spist skal deres serviet efter brug foldes pænt sammen igen, selvom den skal direkte ned i vaskemaskinen.
* Alt leg foregår kun på de der 1m^2 måtter selvom der om morgenen kun er 5 børn på stuen. (Jeg ville for børnene ønske at hele gulvet bare var en stor måtte).
* To børn må ikke lege sammen, alt montesorri legetøj skal bruges af ét barn af gangen

 Fortsættelse følger i morgen, nu vil jeg i seng, skal op. 5.45 i morgen :O

Ingen kommentarer:

Send en kommentar