Selvtillid

Så er der igen gået et par arbejdsdage :) i går var god, i dag knap så god...
Dette afsnit skal handle om selvtillid, både min egen og børnenes!

Selvtillid - jeg kan godt, jeg er god, jeg er sej og ikke mindst jeg er en god pædagog!

Dårlig selvtillid - Jeg gør alting forkert, de kan ikke lide mig, jeg er dum, måske jeg slet ikke skal være pædagog.

Selvfølgelig skal jeg være pædagog, og jeg er god til børn! Men med alt den kritik jeg får på arbejde kan jeg næsten blive helt i tvivl.. Det er ikke kun børnene, men også mig, der bliver irettesat hele tiden.

Jeg tvivler lidt på, at de børn, der forlader skolen, når de er seks er fyldt med selvtillid. Børnene bliver konstant irettesat, som jeg tidligere har nævnt flere eksempler på (ret måtten, kryds dine ben, stå stille osv). Som tidligere nævnt er der i klassen en dreng, der ofte græder (uden synlig grund). I går fik jeg så en god snak med ham, og han sagde, at han savnede sin mor. Han kæmpede ihærdigt for at få mig til at gå med ham ud på gangen og vente indtil hans mor kom og hentede ham (tre timer senere). Jeg måtte forklare ham, at der var meget lang tid til hun kom, og vi i mellemtiden kunne have det sjovt med at tegne el.lign, foreslog flere ting. Det endte med, at jeg læste en bog for ham (som jeg blev afbrudt i, da der manglede to sider, og kunne bestemt ikke få lov lige at læse dem færdig). I dag græd han igen midt i en samling på gulvet med alle børn. Læreren sagde, at han skulle stoppe med at græde, og ingen af de andre børn græder, så han skulle heller ikke græde, og der er ingenting at græde over, det er kun babyer der græder. Hun truede ham med at sende ham ned i vuggestuen, først sagde han nej, men senere sagde, at han gerne ville derned, så trak hun sin trussel tilbage. Hun bad alle børn sige i kor: "Stop Crying xxx". (Ikke acceptabel måde at håndtere situationen på, og hvordan kan hun tillade sig at udstille et barn på den måde).
Derudover holdte hun IGEN i dag en session, hvor børnene fik en masse skæld ud. En anden lærer foreslog, at vi udnævnte en "Captain of the day", som var det barn, der havde opført sig pænest, og når man er kaptajn skal man sige til de andre, hvis de gør noget, som de ikke må. Dagen efter skulle der vælges en ny kaptajn. Efter min mening - dårlig idé. Børnene skal ikke gøres til kaptajn over hinanden.
Børnene irettesætter allerede hinanden, og skælder hinanden ud, hvilket resulterer i, at børnene bliver uvenner. Fx græd en pige i dag fordi to andre ikke ville være venner med hende. Så sagde jeg, at jeg gerne ville være hendes ven. (Og snakkede selvfølgelig med dem alle tre om, hvorfor de ikke ville være venner). Et andet eksempel på børn, der irettesætter hinanden er R, som kaldte A for en baby, fordi hun spildte noget mad. Hun fik af vide, at hun ikke måtte kalde ham for en baby, for hvis hun gjorde det var hun os selv en baby. Jeg tænker, at pigen har lært det fordi hun hører læreren kalde den anden dreng for en baby.... 
Forestil dig og være barn, der konstant er overvåget af flere voksne, og så snart du gør det mindste forkert bliver du irettesæt. Og så gang det med 7 timer 5 gange i ugen, det bliver man træt i hovedet af. Nogle børn ignorer også fuldstændig de beskeder som de får, måske har de lært at lukke de voksnes irettesættelser ude. Børn er gode til at manipulere, og især med de nye voksne, men nogle af børnene ignorerer også den faste voksnes beskeder.
En anden situation, hvor jeg mener, at børnenes selvtillid ikke bliver styrket er, når der fx er introduktion til legetøj eller højtlæsning, og et barn rækker hånden op. Jeg har flere gange set, at barnet bare bliver bedt om at tage hånden ned igen uden senere at få lov til at spørge om det, som det ville. I dag fik et barn lov til at sige noget, da han havde taget hånden op, men han var lidt længe om at formulere det han gerne ville sige, og læreren afbrød ham derfor bare og snakkede selv videre. Lad dog drengen tale ud, og giv ham den tid han har brug for!!

Jeg har de sidste to dage bestemt heller ikke haft ret stor selvtillid. Sidst nævnte jeg at jeg blev instrueret i at bruge en saks og at tørre støv af. I dag fik jeg vist, hvordan jeg skal bygge et tårn sammen med børnene. Jeg er jo ikke helt dum, kunne lige som godt regne ud hvad de firkantede klodser i forskellige farver skulle bruges til, og hun havde nok ikke behøvet vise mig heeele tårnet, både opbygning og nedpakning. Følte mig virkelig dum, da jeg skulle sidde og kigge på, at hun viste mig det (hun vil gerne instruere mig i at bruge legetøjet, så jeg kan vise det til børnene, men nogle ting er bare lidt for indlysende til, at det er nødvendigt at vise). Hun bad mig endda prøve selv bagefter, jeg er 22år; tror godt jeg kan bygge et tårn af ti klodser.
Jeg er virkelig træt af konstant at blive irettesat og ikke få det mindste ros. Hver eneste gang jeg sidder ned bliver jeg bedt om at gå rundt og sørge for, at der er ro og orden (og perfektionisme). Fx i morges havde jeg lavet alle mine daglige praktiske opgaver, og havde lige sat mig ned ved siden af et barn, hvorefter jeg straks blev bedt om at tage en bakke med nogle blade, som læreren havde i hånden, og smide dem ud. Jeg tænkte: " Lad mig dog lige sidde her i 5 minutter, og smid dog selv bladene i skraldespanden!" (der var tre meter fra hende til skraldespanden, og 7 meter fra mig og hen til skraldespanden).
I dag fik jeg også af vide, af to forskellige lærere fra stuen, at jeg skulle være bedre til at sørge for ro og orden blandt børnene, når der blev "undervist". Jeg tror bare jeg er lidt mere tålmodig end de andre lærere og jeg mener også, at en lille ligegyldig irettesættelse kan forstyrre undervisningen mere end at gavne ro og orden hos barnet. Jeg må ikke være så passiv :S jeg synes jeg irettesætter dem hele tiden.. Synes også det nogle gange er svært at irettesætte børnene samtidig med at jeg gerne vil iagttage, hvordan undervisningen foregår og hvordan børnene deltager, og hvad der bliver sagt, osv. Jeg lærer altså intet ved kun at fokusere på at irettesætte børnene (og lave mine daglige pligter - jeg vil lege - og snakke med børnene)!
Sproget kan nogle dage også være lidt frustrerende. Jeg synes mit engelsk bliver bedre, men tror stadig ikke den ene lærer kan forstå, hvad jeg siger., hun svarer i hvert fald ofte på noget helt andet end det jeg spørger om. Og indimellem misforstår børnene og jeg også hinanden.

Det er lidt komisk, at jeg i Danmark har arbejdet lidt med ikke at være helt så perfektionistisk, som min hjerne gerne vil (jeg har ofte bremset mig selv, og sagt bare lad det være eller lad dog barnet), men hernede bliver jeg tvunget til at være meget mere perfektionistisk end jeg egentlig har lyst til.Det er da altid noget, de har fået mig, som ikke et rodehoved uden ordenssans.

Jeg har aldrig været ret god til at modtage kritik. Men synes da, at det er blevet lidt bedre de sidste par år, og arbejder stadig på det. Men får stadig ret nemt tårer i øjnene uden grund - hader når det sker! Men det der med selv at sige jeg er god nok, virker altså ikke altid. Og så ved jeg også, at jeg har større tendens til at tage kritikken til mig, når jeg ikke får sovet nok (går for sent i seng og blev vækket i nat), spist jævnligt (morgenmad kl. 7.20 og ikke frokost før kl. 13) eller har ondt (når jeg er på arbejde 8 timer uden at sidde et eneste tidspunkt med et ryglæn, får jeg ret ondt i ryggen. De har ingen stole med ryglæn (ikke engang der hvor vi spiser frokost) og ingen frie vægge man kan læne sig op af. Vabler og myggestik hjælper heller ikke ;) ). En på nettet beskriver mine følelser ret godt; "For mig føles enhver form for rettelse og kritik som et voldsomt overfald, som efterlader mig i dyb skam over mig selv. Selv noget så lidt som, en ven der beder mig pænt at tage skoene af. Arg! Det BURDE jeg jo ha vidst, det kunne jeg da ha sagt mig selv, hvor dum kan jeg være osv osv osv…"Det er os svært at huske på de gode ting, når de er så små i forhold til al en kritik og irettesættelse man får.
De forventer meget af mig, men ikke noget fagligt :(
Hvis nogen har gode råd til bedre selvtillid og mindre selvkritik, samtidig med, at man bliver nødt til at gøre, hvad man bliver bedt om, uanset hvor tosset man synes det er, så modtager jeg gerne gode råd.

Ang. det jeg skrev sidst med at få en bedre relation til børnene, så har jeg stadig ikke hørt fra min praktikgruppe, men jeg har haft nogle små episoder (ca. 5 min hver, før jeg blev afbrudt), hvor jeg har siddet og snakket eller hjulpet et barn. Det har været rigtig godt, og det lader også til, at de børn jeg har fået en relation til lytter bedre, når jeg beder dem om at gøre noget.
Forresten, så er der lige kommet en ny regel på skolen. En forældre så en lærer forsigtigt klappe et barn på hånden med en kuglepen, da hun irettesatte ham på en pæn/kærlig måde. Men forælderen opfattede det åbenbart som om, at læreren slog hendes barn med kuglepennen. Så for at en situation som denne ikke gentages må vi nu stort set ikke røre børnene. Hvis ikke børnene gør som man siger tredje gang har jeg da tit flyttet barnet, eller hevet det op at stå. Og når børnene skal stå på en lige lang række tager jeg da ofte fat i begge skuldre og vender dem den rigtige vej, eller skubber dem let bagpå for at få dem til at gå fremad og følge efter de andre. Men det må vi ikke mere. Så jeg ønsker mig selv held og lykke med at få børn jeg ikke kender, og som ikke lytter til mig, til at gøre ting, som de skal gøre.