Praktiknotat 2

Mine oplevelser og refleksioner over det at være i udlandspraktik

Jeg har nu været i praktik ved Tree Top House i Kuala Lumpur, Malaysia i to måneder. Kort sagt, så er jeg sikker på, at det er og bliver en oplevelse for livet. Specielt de første par uger på praktikstedet var meget spændende, men også udfordrende, og utrolig hårdt psykisk. Jeg var ny og følte mig meget fremmed. På arbejdet gjorde jeg alt, hvad jeg kunne for at følge med i dagens forløb og deltage i lærernes opgaver, men alligevel følte jeg mig meget som et uopdraget barn, der konstant blev irettesat på en negativ måde.
Jeg er sikker på, at jeg også gennemgår en kæmpe personlig udvikling mens jeg er her. Jeg har valgt at tage alene af sted i modsætning til mine medstuderende i udlandspraktik, men det har også haft sine fordele. Dog er jeg meget glad for, at jeg ikke valgte at bo alene. Værdsætter meget familien jeg bor hos.

Jeg har allerede nu fået et indblik i måder at arbejde på, som er meget anderledes end de arbejdsmetoder, som jeg har arbejdet med i Danmark. Struktur, disciplin og perfektionisme fylder meget i børnenes hverdag. De kan være glad for, at de har fået mig, som er meget struktureret og perfektionistisk frem for et ungt ustruktureret rodehoved. Jeg har også fået et helt andet perspektiv på min grundpædagogik, i en kort periode var jeg faktisk i tvivl om, hvad jeg havde lært og var god til. De gjorde mange ting på en ”mærkelig” måde, som var langt fra, hvad jeg mente var det bedste for børnene. Men jeg prøver så godt som muligt at tilpasse mig deres kultur uden at gå imod mine egne grundprincipper. Fx var det meget svært for mig at bede børnene om at rydde op og finde på noget andet at lave efter blot 5-10min, da børnene ikke når at komme i flow, når de bliver afbrudt på den måde. Jeg lod oftest de andre lærere tage sig af denne opgave, men nogle gange blev jeg direkte bedt om at gå hen til et barn og afbryde barnet i det han/hun var i gang med. Børn gør hvad du gør, derfor ville jeg også gerne sidde sammen med børnene i stedet for at gå rundt og irettesætte, men det kunne jeg ikke få lov til.

Før jeg tog af sted havde jeg læst noget om Montessori pædagogikken, men havde alligevel ikke forventet så meget struktur, orden og disciplin blandt små børn. Jeg har været rigtig glad for det lille montessori kursus jeg har været på hernede, da der er rigtig mange gode ting i deres pædagogik. Jeg har haft rig mulighed for at kunne sætte min egen faglighed i perspektiv og reflektere over den, da jeg har gjort mange ting på andre måder, end jeg er vant til, tidligere nævnte eksempler. Jeg mener, at det er vigtigt, at man husker, at man jo ikke er kommet om på den anden side af jordkloden for at se en dansk pædagogik, eller for at omvende deres pædagogik til en dansk. Mit råd til mig selv, og andre er, at man skal være åben og nysgerrig, og se tingene fra deres kultur. Reflekter over, hvorfor de gør som de gør, og hvordan det giver mening for dem. Husk at holde dine observationer op mod deres pædagogik og ikke altid kun din egen. Prøv at ligge dine personlige pædagogiske holdninger på hylden, men samtidig ikke glemme alt, hvad man har lært, og står inde for mht. pædagogik og børn. Lad vær med at sammenligne, men tag derimod det med, som du kan bruge, og ryst på hovedet over de tossede ting de gør (indvendigt eller når du er alene selvfølgelig). Men set fra den positive side, så har jeg også lært en masse, og fået nogle gode idéer og inspiration, som jeg glæder mig til at tage med hjem, og afprøve i praksis i de danske institutioner.

Jeg vil helt klart anbefale andre at tage i udlandspraktik. Det er en stor beslutning; det er jo ikke bare en 14 dages ferie eller et enkelt besøg i en institution, men et praktikophold i seks måneder. Man skal bestemt ikke kun gøre det for at pynte med interkulturelle kompetencer på cv’et. Der er mange ting man skal overveje før man tager af sted. Kan man klare at se en meget anderledes form for børnepasning – og opdragelse, og leve i denne fremmede kultur? Og hvad med dem derhjemme? Heldigvis har jeg fra starten haft det sådan, at uanset hvor hårdt det ville blive, ville jeg tage det som en udfordring og komme igennem de seks måneder. En af udfordringerne blev dog lidt for stor for mig, og jeg bad om at skifte klasse, hvilket løste problemet, og jeg er nu glad for at gå på arbejde om morgenen. Ang. dem derhjemme, så er internettet heldigvis opfundet. Uden internet ville det være svært, men når man har facebook og Skype, så føltes det alligevel ikke som om familien og vennerne er 9685km væk. De syv timers tidsforskel vænner man sig også til.

Efter jeg er kommet hjem om fire måneder tror jeg, at jeg vil være blevet mere åben overfor fremmede kulturer, mere moden, fleksibel, selvstændig, god til at finde andre måder at løse problemer på, og god til at tilpasse mig en anden kultur, hvilket er gode fremtidsegenskaber.

Derudover kan jeg helt klart anbefale at skrive blog. Det er en god måde at komme ud med alle sine observationer, refleksioner og frustrationer. Og så behøver man ikke at gentage sig selv 100 gange til hele familien og alle vennerne. Man kan få det hele noteret, og kan være meget lærerigt at læse selv om nogle mdr.