Praktiknotat 3: Om det pædagogiske grundsyn og menneskesyn i Malaysia med udgangspunkt i Montessori pædagogikken

Montessori er en pædagogik, der på nogle punkter minder om den danske, men på andre punkter er meget anderledes. Mange af grundelementerne omkring, hvad et barn skal kunne er det samme, fx skal man i begge lande i børnehaven lære at lytte, vente på tur og kende til bogstaverne i alfabetet, men måden man praktiserer det på er forskellig. Fx lærer børn i Malaysia tingene på ”den hårde måde”(øv igen og igen indtil det lykkedes, selvom det er kedeligt), hvorimod danske børn mere lærer gennem leg.
Montessori er en pædagogik, hvor der er balance mellem struktur og frihed. Frihed dog indenfor nogle klare grundregler. Barnet får fx af vide, at det skal vælge noget fra reolen med praktiske aktiviteter, men har så selv frihed til at vælge blandt de 18 aktiviteter på reolen, og det materiale som barnet vælger, skal bruges på den eneste rigtige tidligere instruerede måde. Alle børn skal også øve tal og bogstaver, men barnet får ofte valget imellem at lave sprog/tal arbejdet nu, eller efter den aktivitet det er i gang med. Dermed bliver barnet ikke afbrudt i sin leg, og tvunget til noget, som det ikke har lyst til. Men barnet kan heller ikke slippe helt for det lidt kedeligere arbejde. Nogle børn kan dog fx rigtig godt lide at arbejde med bogstaver, og får derfor også lov at lave mere end to sider i deres bog om dagen.
Alt skal fra lærernes side planlægges ned til mindste detalje. Når alt er planlagt og intet er tilfældigt viser det, at lærerne har styr på det, og ved, hvad der er bedst for børnene, og udnytter begges tid mest muligt. Der er en mening med alt. Forældrene har stor indflydelse på, hvad børnene skal lære. Hvis en forælder ønsker at deres treårige barn skal lære at læse, så skal skolen nok sørge for, at der dagligt bliver øvet med barnet. Omgivelserne/klasseværelset har også en stor betydning for, hvordan læringen foregår. Og vi som lærere er en del af miljøet. Hvis klasseværelset roder og lærerne er ustrukturerede smitter det af på børnene.

Det generelle menneskesyn i Malaysia er også anderledes end det danske, men har visse lignende træk. Montessori ser børn som individuelle individer med et stort potentiale for læring, hvilket bør udnyttes. Derfor skal børnenes tid ikke spildes på leg, men derimod bruges på indlæring. Barnets alder spiller en rolle for, hvor meget de kan lære, men det 0-6 årige barn skal lære størstedelen af alle fremtidige færdigheder i denne alder. Montessori mener også, at barnet bedst alene, når det ikke bliver forstyrret af andre børn. Børn ses også som ligeværdige, alle skal have lov at sige noget (hvis det holder sig inden for emnet der tales om). Børn må på ingen måde sættes op mod hinanden, og ved konkurrence skal der være præmie til alle.

Malaysia og Danmark har også en homolog problematik omkring forældre i dagens samfund. I dag gør forældrene stort set alt for deres børn. Fx behøver et treårigt barn ikke selv at gå - det bliver båret eller kørt i klapvogn. Det behøver ikke spise selv, hvis det ikke har lyst - forældrene mader bare barnet. Det behøver ikke selv tage tøj på, - forældrene gør det for dem, måske fordi det er nemmere / hurtigere. Men, at forældrene gør alt for børnene er ikke den rette løsning. Især Montessori går meget op i, at barnet skal være selvstændigt, men de skal også kunne tænke selv, selv om der i Montessori miljøet ikke er overladt noget til tilfældighederne og alt arbejde kan kun udføres på en bestemt måde. Børn kan meget mere end man tror, fx er det de færreste forældre, der lader deres treårige barn selv hælde mælk op i deres glas, da de gerne vil undgå mælk udover hele bordet. Men hvis barnet aldrig får lov at prøve lærer det det heller ikke. Montessori gør meget ud af, at barnet kan og skal selv. Samtidig er det en pædagogik, hvor børnene konstant observeres. Det gælder også med hensyn til deres selvstændighed. Vi som pædagoger eller lærere skal observere børnenes behov; har det lyst til selv at hælde op i sit glas, eller føler det sig usikkert og har brug for assistance? Det samme er tilfældet, hvis et barn vipper på en stol, så mener Montessori, at man først skal forstå, hvorfor barnet vipper på stolen. Hjælper det barnet, så det bedre kan koncentrere sig, så skal man ikke afbryde barnet. Men hvis det forstyrrer de andre børn eller er farligt skal han straks have af vide, at det ikke er tilladt.

Montessori opfatter barnet som en absorberende svamp eller et konstanttændt kamera, hvis potentiale skal udnyttes. Det betyder, at barnet opfatter alt, hvad du gør og siger og imiterer alle dine bevægelser. Denne måde at se barnet på kender vi også i Danmark, hvor vi ofte hører sætningen: ”Barnet gør ikke, hvad du siger, men gør hvad du gør”. Det nytter heller ikke, at vi bruger benet til at skubbe stolen ind, men siger til barnet, at det skal skubbe stolen forsigtigt ind med begge hænder, eller at vi hiver en rød bakke ud i fuld fart med en hånd, når vi har vist barnet, hvordan det forsigtigt skal bære bakken med begge hænder. Og selvom man måske ikke tror, at barnet lytter, når de voksne snakker indbyrdes skal man stadig snakke høfligt, da barnet opfatter mere med end man tror. Derfor er vores tonefald også vigtigt. Montessori siger, at det er vigtigt, at vi taler til barnet på en positiv måde selvom barnet har begået en fejl. Vi skal styrke barnets indre lyst til at lære. Hvis et barn konstant bliver irettesat har det ikke lyst til at lære noget nyt i frygt for at begå fejl og få skæld ud. Montessori siger også, at børnenes arbejdsproces skal roses frem for det færdige produkt.

I tilrettelæggelsen af aktiviteter bliver der ikke taget udgangspunkt i børnenes egne ønsker. Man gør alt for, at børnene skal lære mest muligt hurtigst muligt. Der lægges ikke så stor vægt på det sociale blandt børnene, de får bare af vide, at alle er venner med alle. Jeg ser ikke børn, der bliver støttet i, at det er i orden at begå fejl, og de bliver ikke hjulpet i at bevare troen på sig selv. Montessori siger, at hvert enkelt barn skal hver dag føle sig værdsat og betydningsfuldt, dels fordi det er det – og dels fordi en god selvværdsfølelse er en betingelse for en sund udvikling. Men det man ser i praksis er desværre ikke altid helt det, som de siger – og skriver omkring deres egen pædagogik. Nogle lærere er bedre end andre til at give komplimenter til børnene, så selvom man har en god pædagogik kræver det også rigtig gode pædagoger/lærere, der holder af børn og arbejder indenfor den pædagogik skolen har og som de i sin tid lærte under deres Montessori uddannelse.

Kort sagt; Når man arbejder indenfor Montessori pædagogikken, arbejder man med at give børn praktiske færdigheder og opmuntre dem til at lære at klare sig selv, leve sikkert og udvikle ansvar for egne handlinger og eget liv.

Montessori beskriver "Det normaliserede barn" som:
* Confident (selvsikker)
* Independent (selvstændig)
* Well - coordinated (velkoordineret)
* Socially well - adjusted (social veltilpas)
* Positiv, happy and motivated (Positiv, glad og motiveret)